Klart nederlag i Fredericia

Aalborg Håndbold fik langt fra den ønskede start på slutspillet, da man trods pauseføring 17-20 måtte se sig slået 41-36 på udebane lørdag aften. Juri Knorr topscorer med 13 mål.

Uden sygdomsramte Mads Hoxer og Sander Sagosen, samt korsbåndsskadede Alec Smit, stillede Aalborg Håndbold lørdag aften til start i Fredericia til årets første opgør i slutspillet.

Cheftræner Simon Dahl sendte fra start Fabian Norsten på mål, Alexander Blonz og Kristian Bjørnsen på fløjene, Simon Hald og Felix Möller i midtblokken, samt Thomas Arnoldsen og Patrick Helland Anderson på backpladserne. I offensiven vekslede Arnoldsen med Lukas Nilsson, mens Knorr skiftede for Möller.

De første minutter fløj målene ind i en lind strøm, og det var værterne der kom bedst fra land med en tidlig føring på 5-2 efter blot fem minutter.

Aalborg Håndbold forivrede sig indledningsvis, hvor der blev stresset på bolden og afsluttet hurtigt, men tingene ændrede sig også hurtigt, da der blev strammet op i forsvaret, så 5-2 blev vendt til 5-6, blandt andet via to mål af Arnoldsen.

Tempoet var skruet helt op hos begge mandskaber, mens træfsikkerheden heldigvis var blevet øget markant hos de regerende mestre, der løbende fastholdt en føring på et mål og to mål til stillingen 10-12 efter 17 minutter.

Kort efter måtte Patrick Helland Anderson have behandling, da han tilsyneladende fik et slag på det ene lår, hvilket holdt ham ude af kampen indtil et stykke inde i anden halvleg.

Efter 22 minutter røg Simon Hald i unåde og måtte indkassere to minutter på bænken, men via en fin indsats vandt man undertallet på Arnoldsens femte kasse til stillingen 14-14.

Niklas Landin blev sendt på mål for at forsøge at tippe tingene til nordjysk fordel inden pausen, ligesom anfører Antonsen også kom i aktion midterforsvaret.

Trækket virkede tilsyneladende, for i kombination med en bevægelig Marinus Munk blev gæsterne afvist i to omgange, så først Arnoldsen og dernæst Nilsson kunne score til pausestillingen 17-20.

Den gode afslutning falmede dog hurtigt, for anden halvleg fik den værste tænkelige start. Føringen var efter knap 36 minutter sat over styr, og defensivt fik man slet ikke afvist hjemmeholdet, der en overgang nærmest scorede efter behag.

Samtidig var der klumper i den nordjyske benzin i angrebet, hvor målene ikke faldt lige så let fra Knorr og Arnoldsen, ligesom sidstnævnte blev idømt en lidt uforståelig to-minutters udvisning i angrebet.

Galleri – klik for større fotos

Den chance benyttede værterne til fulde, så man efter 40 minutter var bagud 27-25 og få øjeblikket senere fulgte yderligere udvisninger til Felix Möller og Alexander Blonz, hvilket ikke gjorde ikke betingelserne lettere.

Da Buster Juul efter 45 minutter fik et rødt kort, mens Fredericia kunne bringe sig i front 31-28, lignede det for alvor mission impossible for Simon Dahls tropper.

Blot en enkelt redning var Landin og Norsten tilsammen noteret for på dette tidspunkt i anden halvleg, men en udvisning til sydøstjydernes Pelle Segertoft tændte et lille lys i mørket, så Blonz i overtal kunne reducere til 32-30.

Lige meget hjalp det dog, i det Fredericia scorede efterfølgende, inden Knorrs skud blev reddet af Sebastian Frandsen, mens værterne atter scorede.

Landins redning efter 53 minutter blev opfulgt af en afslutning fra Blonz, der symptomatisk for dagen ramte overliggeren og sprang i spil igen.

Med fem minutter igen var stillingen 37-32 og kampen var reelt afgjort, mens et frustreret Aalborg-mandskab søgte at presse højt og fremtvinge miraklet til sidst.

Det udeblev desværre og facit blev et nederlag på 41-36, hvilket betyder at tingene nu er helt tætte i slutspilspuljen, hvor andet opgør venter om en uge, når det hjemme i Sparekassen Danmark Arena gælder kampen mod Skjern Håndbold.

Matchfacts Bambuni Herreligaen, slutspil kamp 1

Fredericia HK – Aalborg Håndbold 41-36 (17-20)

Stillinger undervejs

10’ 6-6, 20’ 12-13, 30’ 17-20, 40’ 27-25, 50’ 33-31, 60’ 41-36

Målscorere Aalborg Håndbold

Juri Knorr 13, Thomas Arnoldsen 11, Lukas Nilsson 3, Simon Hald 2, Patrick Helland Anderson 2, René Antonsen 2, Alexander Blonz 1, Kristian Bjørnsen 1, Marinus Munk 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 15,79% (3/19)

Fabian Norsten – 15,38% (4/26)

Målscorere Fredericia HK

Mads Kjeldgaard 10, Kasper Young 7, William Andersson Moberg 6, Adam Mats Ljungquist 6, Evgeni Pevnov 3, Kasper Palmar 2, Mads Thymann 2, Martin Bisgaard 2, Fredrik Mossestad 2, Kristian Hübert Larsen 1

Redningsprocenter Fredericia HK

Sander Heieren – 24,24% (8/33)

Sebastian Frandsen – 35,71% (5/14)

2-minutters udvisninger

Fredericia HK: 3

Aalborg Håndbold: 4

Rødt kort

Fredericia HK: ingen

Aalborg Håndbold: Buster Juul 46’

1.849 tilskuere i Sparekassen Middelfart Arena

Landin_semi2

Landin glæder sig til første slutspilskamp lørdag

Lørdag aften møder Aalborg Håndbold på udebane Fredericia HK i den første af seks kampe i slutspillet. Se med når Niklas Landin giver sine forventninger til opgøret.
_Y4A9741

TÆT PÅ: Niklas Landin

AALBORG DET HELT RIGTIGE VALG
Aarets_frivillige_traener_2025

Nu skal "Årets frivillige træner" i Nordjylland findes!

Hvem skal modtage prisen i år? Indsend dine nomineringer med det samme.

Håndbold i verdensklasse