pokal header web august 2025

Knorrs kanon sendte Aalborg på sejskurs

Med syv mål var Juri Knorr en af drivkræfterne bag lørdagens knusende sikre sejr på 27-36 på udebane over Grindsted GIF.

Efter midtugens sejr over Kolstad i Champions League, var Aalborg Håndbold lørdag tilbage i aktion i Bambuni Herreligaen, hvor tabellens bundhold fra Grindsted GIF tog i mod.

Uden skadede Lukas Nilsson og Patrick Wiesmach, måtte cheftræner Simon Dahl i dag nøjes med 15 mand på holdkortet.

Fra start var Fabian Norsten sendt i mål, i det centrale forsvar indledte Vetle Rønningen og anfører René Antonsen, på fløjene Kristian Bjørnsen og Alexandre Blonz, mens Mads Hoxer og Marinus Munk indtog backpladserne. Offensivt vekslede Juri Knorr indledningsvis med Rønningen.

Allerede efter mindre end ét minut kom opgørets første udvisning til Grindsteds Jonas Neve, og det efterfølgende overtal gav omgående scoringer fra Munk og Blonz til en tidlig 1-2 føring.

Ikke overraskende tyede værterne fra start til deres velkendte syv-mod-seks spil i angrebet, hvilket i to omgange kastede scoringer på straffekast af sig.

Misbrugte chancer kostede i to omgange muligheden for at komme i front, men heldigvis indledte Norsten godt i målet og efter en af svenskerens redninger kunne Juri Knorr finte sig vej til sin anden fuldtræffer. Desværre kostede en fejlaflevering fra Norsten til gengæld omgående scoring af Grindsted til 4-4 efter ni minutter.

Efter 11 minutter blev Munk erstattet af Sander Sagosen, inden en diskutabel udvisning kostede to minutter på bænken til Mads Hoxer, mens hjemmeholdet kunne bringe sig foran 6-5 på den tredje straffekastscoring.

Undertallet blev dog klaret fint, hvorefter Simon Dahl valgte at forsøge sig med fem-et forsvarsspil, som et modtræk mod Grindsteds konstante syv-mod-seks taktik. Det gav omgående pote, da Sagosen lukrerede på et midtjysk boldtab til at score for anden gang i kampen, og nordmanden kunne kort efter have bragt Aalborg i front med to mål, men sendte desværre kuglen forbi et tomt mål.

En brandvarm Juri Knorr udnyttede dog et boldtab og med sin sjette scoring sikrede han en 8-10-føring på en kontra, inden tyskeren kort efter nettede igen til 9-11.

Stille og roligt var Simon Dahls tropper således ved at få overtaget i kampen, hvor hjemmeholdet løbende skulle forsøge at holde trit, hvilket til tider gav forhastede afslutninger på en velspillende Norsten i målet.

Indkomne Patrick Helland Anderson hakkede smukt sin første scoring i kassen efter 22 minutter, og fire minutter senere blev Grindsted endelig straffet yderligere for endnu et boldtab, da Bjørnsen kunne øge føringen til 11-14 efter assist fra Felix Möller.

Føringen holdt til kort før pausen, hvor en midtjysk reducering fra stregen kostede Hoxer sin anden udvisning, men heldigvis fik Felix Möller lukket første omgang med en scoring i undertal til pausestillingen 14-17 i nordjysk favør.

Kort inde i anden halvleg blev velspillende Knorr ramt af et vrid i anklen, så tyskeren måtte lade sig erstatte af Thomas Arnoldsen, alt imens Aalborg-bænken måtte indkassere en advarsel for brok efter at Sander Sagosen i to omgange var blev sendt hårdt i gulvet uden konsekvens.

Galleri – klik for større fotos

På måltavlen var der dog ingen slinger i valsen, og føringen var efter godt seks minutter øget til fire mål, inden endnu en hård tackling endelig kostede udvisning til Grindsted. Desværre var konsekvensen, at Hoxer måtte humpe fra banen og tage en kortvarig pause.

Revanchen blev dog taget på måltavlen, hvor overtallet blev udnyttet til at opbygge en føring på hele seks mål, da både Sagosen og Blonz kunne score i tomt net.

Det tvang hjemmeholdet til timeout, men trods en enkelt reducering holdt Aalborg Håndbold nu et fast greb om kampen og havde ikke i sinde at lade føringen glide af hænde.

Simon Hald og Buster Juul kom også i aktion og sidstnævnte kunne på straffekast score til 21-28 i 44. minut, mens både Hoxer og Knorr kom tilbage i aktion – sidstnævnte med indspilningen der gav straffekastet til Juul.

Føringen lå således løbende på seks-syv mål og da værterne havde mere end svært ved at stoppe den nordjyske offensiv, og også havde udfordringer i eget angrebsspil, var tingene reelt afgjort ved stillingen 24-30 efter 50 minutter.

I slutfasen viste Patrick Helland sig frem med et kanonmål fra distancen, inden han serverede et vip for Marinus Munk til scoring.

I målet kunne Fabian Norsten krone en god indsats ved at snuppe et straffekast med sin niende redning i opgøret, inden slutfløjtet lød med sejrscifrene 27-36.

Dagens resultat betyder, at Aalborg Håndbold fastholder pladsen i toppen af Bambuni Herreligaen, hvor man fortsat har maksimumpoint efter syv spillerunder.

I den kommende uge venter to spændende hjemmekampe i Sparekassen Danmark Arena. Onsdag aften mod rumænske Dinamo Bucuresti og lørdag mod Fredericia HK.

Matchfacts Bambuni Herreligaen, 7. spillerunde

Grindsted GIF – Aalborg Håndbold 27-36 (14-17)

Stillinger undervejs

10’ 4-4, 20’ 8-10, 30’ 14-17, 40’ 19-25, 50’ 24-30, 60’ 27-36

Målscorere Aalborg Håndbold

Juri Knorr 7, Sander Sagosen 6, Marinus Munk 6, Alexandre Blonz 5, Patrick Helland Anderson 3, Mads Hoxer 2, Kristian Bjørnsen 2, Felix Möller 2, Buster Juul 2,  Thomas Arnoldsen 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 0 % (0/0

Fabian Norsten –28,57% (10/35)

Målscorere Grindsted GIF

Kristoffer Vestergaard 6, Frederik Hildebrand Mølby 5, Thomas Theilgaard 3, Nikolaj Svalastog 3, Jakob Villemoes 2, Martin Risom 2, Hjalmar Andersen 2, Jonas Neve 2, Jonas Fuglsbjerg 1, Aksel Strupstad 1

Redningsprocenter Grindsted GIF

Benjamin Boye – 27,78% (5/18)

Christian Wetche – 21,74% (5/23)

2-minutters udvisninger

Grindsted GIF: 1

Aalborg Håndbold: 2

1.076 tilskuere i Magion, Grindsted

Magnus Norlyk og Martin Larsen

Aalborg Håndbold henter Magnus Norlyk på 3-årig aftale

Den talentfulde fløjspiller skifter til sommer til Aalborg Håndbold fra Mors-Thy Håndbold.
SparD-logo PM

Pokalkvartfinale fastlagt

Opgøret på udebane mod Aarhus Håndbold er nu planlagt i december måned.
Sander_interview

Sagosen forventer tough kamp i Grindsted

Se med når Sander Sagosen ser frem mod lørdagens ligaopgør mod Grindsted GIF i Bambuni Herreligaen.

Håndbold i verdensklasse