En tempofyldt og hektisk kamp mod Sporting CP endte med 35-30 sejr trods skader til både Thomas Arnoldsen og Mads Hoxer.
Onsdag aften skulle Aalborg Håndbold jagte sæsonens anden sejr i Machineseeker EHF Champions League, da de portugisiske mestre og CL-kvartfinalister fra seneste sæson, gæstede Sparekassen Danmark Arena.
I forhold til søndagens sejr i Skjern indledte man med blot en ændring i startopstillingen, hvilket betød Niklas Landin i målet, Simon Hald på stregen, Thomas Arnoldsen, Lukas Nilsson og Mads Hoxer i bagkæden, samt Buster Juul og Kristian Bjørnsen på fløjene.
Portugiserne har indledt sæsonen med to sejre i turneringen, hvor man samtidig har scoret 37 mål i snit, og holdet er kendetegnet ved en atypisk spillestil med en særdeles offensiv og tempopræget tilgang til både forsvar og angreb.
Det blev omgående tydeligt, da Aalborg Håndbold indledningsvis søgte indspil til stregen, hvor der var god plads, mens Sporting indledte med skud fra distancen.
Det gav en hurtig 3-2 føring til de danske mestre, der også fik kampens første overtal efter en portugisisk udvisning efter mindre end fem minutter.
Ganske som i sæsonens første kampe viste Arnoldsen sig at være en stor mundfuld for modstanderne, når han med sit karakteristiske antrit, tryk og afslutninger voldte store problemer for gæsternes defensiv.
Det gav den tredje scoring fra Arnoldsens hånd, samt den anden udvisning til Sporting, efter blot otte minutter ved stillingen 6-3. Vetle Rønningen måtte angrebet efter desværre gå samme vej efter en forseelse, i hvad der, krydret med tre redninger fra Landin, var en hæsblæsende start på kampen.
Målvogteren havde i den grad læst på lektien og pillede flere gange gæsternes skytter – med hurtige kontrascoringer til Aalborg Håndbold til følge. Desværre var der også afbrændere imellem, heriblandt tre fra Simon Hald, der kunne have givet en større føring end tilfældet var.
Defensivt fandt værterne en god højde at møde gæsterne på, men yderligere en afbrænder betød, at Orri Freyr Þorkelsson kunne reducere til 8-6, inden to nye hurtige Aalborg-mål gav stillingen 10-6 efter 16 minutter.
Fortsat var tempoet højt og afslutningerne fløj om ørerne på begge holds spillere, inden der efter 18 minutter kom en ufrivillig pause som følge af en voldsom tackling mod Mads Hoxer, der krævede videotjek fra kampens dommere. I samme moment blev også Arnoldsen skadet og måtte udgå fra kampen, inden Marinus Munk kom ind til flere minutter.
Efter 23 minutter var føringen oppe på fem mål ved stillingen 15-10 og Juri Knorr kom på banen for første gang, inden Munk lukrerede på en opfanget bold fra Rønningen til at score til 16-10.
Generelt stod den nordjyske defensiv tæt og stærkt, hvilket i høj grad frustrerede de normalt så højtscorende Sporting-spillere, der måtte se Knorr og Juul score første halvlegs sidste to mål, så pausestillingen var 18-12.
Uden Hoxer og Arnoldsen blev anden halvleg indledt med to portugisiske reduceringer, inden gæsterne for fjerde gang kom i undertal efter en udvisning.
Sporting fortsatte dog ufortrødent med fartpedalen helt i bund, ligesom man defensivt gik højt op på banen for at forsøge at lukke ned for Juri Knorr & Co. Tyskeren fandt dog i flere omgange hullerne i det grøn-hvide forsvar, så Simon Hald hele tre gange på stribe udækket kunne tæve bolden i kassen.
Galleri – klik for større fotos
Stimen af scoringer tvang gæsterne til timeout ved stillingen 23-16, inden Rønningen efter den taktiske pause fik sin anden udvisning i opgøret.
Anfører Antonsen kom herefter på banen og trods Sporting-reduceringer forivrede portugiserne sig igen i offensiven, så Aalborg Håndbold via Knorr og Juul atter kunne øge til syvmåls-føring og generelt havde kampen under kontrol.
Det til trods for, at man grundet førnævnte skader måtte spille i flere uvante konstellationer, hvor man til gengæld viste stor fight gennem hele kampen.
Efter 45 minutter var der yderligere dramatik, denne gang da Lukas Nilsson blev sendt til tælling efter en afslutning, hvilket kampens dommere takserede til den femte udvisning i opgøret til Sporting CP.
Om end overtallet ikke blev udnyttet til scoringer, så arbejdede tiden i den grad for hjemmeholdet, der efter Landins niende redning i opgøret kunne øge til 28-21 på Knorrs tredje fuldtræffer i 49. minut.
Et sidste forsøg fra gæsterne på at komme tilbage i kampen gav atter to ubesvarede reduceringer, og trods en Simon Dahl-timeout kom Sporting endnu tættere på efter en tredje reducering.
Dermed var spændingen intakt med fem minutter igen, hvorfor gæsterne gik i fuldt pres i defensiven for at jagte et boldtab, hvilket betød at Aalborg-spillerne blev jagtet over hele banen.
Det gav et par hektiske angreb, som dog blev løst med scoringer til følge, inden først Simon Hald og dernæst René Antonsen blev udvist i to minutter, så gæsterne fik en sidste mulighed for at komme ind i kampen.
Med tre minutter igen var føringen skrumpet til 33-30, inden Marinus Munk med et befriende hug fra distancen endegyldigt kunne sikre sejren, der endte med cifrene 35-30
Matchfacts Machineseeker EHF Champions League, 3. spillerunde
Aalborg Håndbold – Sporting CP 35-30 (18-12)
Stillinger undervejs
10’ 7-5, 20’ 12-8, 30’ 18-12, 40’ 24-19, 50’ 29-23, 60’ 35-30
Målscorere Aalborg Håndbold
Buster Juul 9, Lukas Nilsson 5, Juri Knorr 5, Simon Hald 4, Thomas Arnoldsen 3, Mads Hoxer 3, Kristian Bjørnsen 2, Marinus Munk 2, Patrick Helland Anderson 1, Felix Möller 1
Niklas Landin
Vetle Rønningen
Fabian Norsten
René Antonsen
Redningsprocenter Aalborg Håndbold
Niklas Landin – 26,32% (10/38)
Fabian Norsten – 0% (0/2)
Målscorere Sporting CP
Francisco Mota Costa 6, Orri Freyr Þorkelsson 6, Diogo Branquinho 5, Martim Costa 3, Natán Antonio Suarez Diaz 2, Salvador Salvador 2, Filipe Monteiro 2, Edney Silva Oliveira 1, Jan Gurri Aregay 1, Carlos Alvarez Dominguez 1, Victor Romero Holguin 1,
Redningsprocenter Sporting CP
Andrè Bergsholm Kristensen – 16,67% (7/42)
2-minutters udvisninger
Aalborg Håndbold: 5
Sporting CP: 5
5.315 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena