pokal header web august 2025

Ny slutspilssejr sikrer hjemmebanefordel

Flere spillere viste sig flot frem, da Aalborg Håndbold søndag aften cementerede førstepladsen i slutspillets pulje 1 med en sejr på 30-27 over Skjern Håndbold.

Efter torsdagens sejr I Aarhus var Aalborg Håndbold inden dagens slutspilskamp mod Skjern Håndbold sikret en plads i DM-finalerne.

Hvad der dog ikke var fastlagt, var hvilken placering i puljen man ville få, en væsentlig plads for at sikre hjemmebanefordelen i de kommende DM-semifinaler. Minimum ét point i de sidste to kampe var således kravet til de regerende mestre for at sikre fordelen.

Uden en skadet Sander Sagosen og en sygdomsramt Thomas Arnoldsen, valgte cheftræner Simon Dahl at åbne aftenens opgør med Niklas Landin i mål, Sebastian Barthold og Patrick Wiesmach på fløjene, samt Lukas Nilsson, Simon Hald, Felix Möller og Mads Hoxer i midtblokken.

I en stemningsfyldt Sparekassen Danmark Arena fik opgøret en livlig start, hvor Landin indledte med redninger på to af gæsternes første fire forsøg, mens Lukas Nilsson i modsatte ende nettede to gange på vej til en tidlig 3-2 føring efter fem minutter.

Alt var dog ikke fryd og gammen for svenskeren, der de efterfølgende to angreb forivrede sig og mistede bolden på fejlafleveringer, men ingen af holdene virkede helt skarpe i åbningsfasen, hvorfor stillingen 4-5 efter 10 minutter virkede rimelig.

Mads Hoxer og Aleks Vlah fik på dagen opgaven som playmakere, men den nordjyske offensiv var indledningsvis ikke flydende, hvorfor Christoffer Bonde i Skjern-målet havde relativt let ved at pille afslutninger fra netop de to Aalborg-spillere.

Da vestjyderne samtidig gik i syv-mod-seks i angrebet, for at lægge yderligere pres på hjemmeholdet, kom Skjern-føringen op 6-8 inden Landin igen viste klassen med to redninger i træk.

Scoringer fra Barthold og Hoxer gav således udligning til 8-8 efter 16 minutter, inden endnu en Landin-redning på et hug fra distancen, hans syvende i opgøret på dette tidspunkt.

Den velkendte rotation fra bænken var også i gang, hvilket i første omgang gav spilletid til Marinus Munk, der bidrog godt i både offensiv og defensiv.

En god Aalborg-periode gav føring på 9-8, inden Senjamin Buric kunne udligne for gæsterne med det første Skjern-mål i mere end seks minutter.

De grønklædte misbrugte yderligere to angreb i syv-mod-seks og var derfor tvunget til timeout ved stillingen 11-9, men heller ikke i det efterfølgende angreb blev det til succes, da en årvågen Patrick Wiesmach opsnappede bolden. Desværre blev det efterfølgende straffekast misbrugt af Buster Juul.

Martin Larsen og anfører René Antonsen blev nu også sendt i aktion, ligesom også Jack Thurin fik sine første minutter, mens kollegerne trak frisk luft på bænken.

Den stærke defensive indsats fortsatte dog og et frustreret Skjern-hold måtte se Aalborg Håndbold øge til 13-10, inden det lykkedes gæsterne at levere to ubesvarede scoringer.

Første omgang endte med Aalborg Håndbold i syv-mod-seks, hvilket dog gav bagslag, da Skjern udnyttede fejl og misbrugte afslutninger til at lukke hullet på måltavlen.

14-14 var derfor stillingen efter 30 minutter, hvor det især var værd at bemærke, at Skjern-profilerne Gaudin og Nazaré blev holdt på blot to scoringer til sammen.

Anden halvleg åbnede med to scoringer til hvert mandskab, inden Lukas Nilsson måtte se sit skud reddet – blot for at han sekunder senere i modsatte ende opsnappede bolden og gjorde skaden god igen.

Man fornemmede dog, at vestjyderne havde taget momentum fra første halvlegs afslutning med videre til de sidste 30 minutter og langsomt, men sikkert, var ved at få overtaget i kampen.

Galleri – klik for større fotos

Bjarke Christensen bragte Skjern i front 18-19, inden Jack Thurin måtte se et straffekast afværget og Sebastian Barthold bragede bolden i sidenettet.

Gruset i den nordjyske offensiv fortsatte desværre, hvorfor Simon Dahl var tvunget til timeout efter blot en scoring på otte minutter, mens Skjern øgede føringen til 19-21 efter 44 minutter.

Den taktiske pause kastede to hurtige mål af sig ved Felix Möller og Patrick Wiesmach, mens Noah Gaudin i modsatte ende fik både tid og plads til sine afslutninger fra distancen, hvor franskmanden scorede tre gange på mindre end ét minut.
Indimellem scoringerne lynede Marinus Munk to gange og Möller en enkelt, i en kamp der pludselig var gået fra et løb til en sprint, så stillingen var 24-25 efter 48 minutter.

For at ændre spillets gang blev Fabian Norsten sendt på mål og den svenske landsholdskeeper indledte med en redning på netop Gaudin, inden franskmanden kort efter sendte kuglen forbi kassen.

De muligheder blev udnyttet optimalt af Aalborg Håndbold, der med tre scoringer på stribe generobrede føringen.

Muligheden for en tre-måls føring var også til stede, men Nilssons hammer blev læst af Bonde i Skjern-målet og i stedet reducerede Skjern til 27-26 med godt seks minutter tilbage.

Kort efter var der yderligere drama, da Marinus Munk røg i gulvet efter en tackling og måtte gå fra banen med en skade, inden gæsterne med et straffekast kunne komme helt ind i kampen igen. Heldigvis var Norstens reflekser i top og efter en stærk redning kunne Mads Hoxer i modsatte ende sende Aalborg Håndbold i front 29-26.

Trods reducering af Skjern kunne Felix Möller lukke og slukke med sin fjerde scoring til slutfacit 30-27.

Med aftenens resultat er Aalborg Håndbold sikret førstepladsen i slutspillets pulje 1, hvilket giver fordel af hjemmebane i første og eventuelt tredje DM-semifinale.

Onsdag kl. 20.00 venter sidste slutspilskamp på hjemmebane mod Mors-Thy Håndbold, inden det søndag den 25. maj kl. 16.00 gælder første DM-semifinale mod TTH Holstebro.

Nærmere information om et eventuelt billetsalg til den kamp følger i de kommende dage her på hjemmesiden og via vores sociale medier.

Matchfacts Herreligaen, slutspil kamp 5

Aalborg Håndbold – Skjern Håndbold 30-27 (14-14)

Stillinger undervejs

10’ 4-5, 20’ 10-9, 30’ 14-14, 40’ 18-19, 50’ 26-25, 60’ 30-27

Målscorere Aalborg Håndbold

Mads Hoxer 7, Lukas Nilsson 5, Marinus Munk 5, Felix Möller 4, Patrick Wiesmach 3, Simon Hald 2, Sebastian Barthold 1, Aleks Vlah 1, René Antonsen 1, Buster Juul 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 28,57% (10/35)

Fabian Norsten – 50% (2/4)

Målscorere Skjern Håndbold

Noah Gaudin 7, Jakob Rasmussen 5, Viktor Bergholt 3, Jonathan Sørensen 3, Senjamin Buric 2, Emil Bergholt 2, Eivind Tangen 2, Bjarke Christensen 2, Joaquim Nazaré 1

Redningsprocenter Skjern Håndbold

Christoffer Bonde – 34,78% (16/46)

2-minutters udvisninger

Aalborg Håndbold: ingen

Skjern Håndbold: ingen

5.112 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena

Lukas_veszprem

Nilsson glæder sig til rivalopgøret mod GOG

Se med når Lukas Nilsson ser frem mod lørdagens topkamp i Sparekassen Danmark Arena.
SparD-logo PM

Aalborg Håndbold og Sparekassen Danmark forlænger samarbejdet

De danske mestre og hovedpartneren forlænger samarbejdet for yderligere fem år, en aftale der er rekordstor for Aalborg Håndbold. Samarbejdet mellem parterne begyndte allerede i 2014, da den daværende Jutlander...
Aalborg-Veszprém

Pokalkamp mod KIF Kolding fastlagt

Opgøret i 1/8-finalen har nu fået spilledato og tidspunkt. Grundet seedningen blev Aalborg Håndbold trukket som udehold, da der for nylig var lodtrækning til 1/8-finalerne i Pokalturneringen. Her blev KIF...

Håndbold i verdensklasse