Topbraget udeblev da Aalborg Håndbold knuste vestjyderne 36-27 i Sparekassen Danmark Arena. Aleks Vlah topscorer med syv mål.
I forhold til midtugens kamp mod Mors-Thy var Marinus Munk søndag aften tilbage i truppen, mens Patrick Wiesmach til gengælgd måtte sidde over med en mindre overbelastning.
Kampen mellem Herreligaens nummer 1 og 2 blev indledt med en udvisning til hvert mandskab fra kampens dommere, men begge hold fortsatte med det fysiske spil i de følgende minutter, hvor Aalborg Håndbold tog en tidlig føring på 3-2 efter små seks minutter.
Vestjyderne fra Ribe-Esbjerg gik dog uimponeret til opgaven og tog hvad de kunne mod den aalborgensiske defensiv, om end Niklas Landin, der denne dag vogtede målet fra start, kom godt i vejen for adskillige forsøg.
Det lukrerede ikke mindst Kristian Bjørnsen på, da flere af de hurtige kontraløb efter Landins redninger endte med bolden i nordmandens hænder – og derefter i gæsternes net. Således var hele fire af Aalborg Håndbolds første ni scoringer signeret den tekniske stærke fløjspiller.
Omstillingerne udgjorde i første halvleg en vigtig del af offensiven, da man i det etablerede angrebsspil havde svært ved at spille sig igennem et opportunistisk og aggressivt Ribe-Esbjerg forsvar.
Som halvlegen skred frem begyndte rotationen af spillere fra hjemmeholdets bænk, og de fornyede kræfter var for alvor med til at skabe et hul til gæsterne på måltavlen. Dette blev bedst understreget ved Fabian Norsten, der efter 22 minutter kom på banen og snuppede et straffekast fra gæsternes Mathias Jørgensen.
I alt måtte Ribe-Esbjerg notere en periode på mere end 11 minutter uden scoringer, mens Aalborg Håndbold med Aleks Vlah i hopla scorede hele fem gange i samme tidsrum og øgede til stillingen 15-8 efter 26 minutter.
Pausestillingen 18-10 kunne der således ikke indvendes noget i mod, men belært af erfaringen fra seneste sæson, hvor Ribe-Esbjerg formåede at hente seks scoringer på Aalborg Håndbold på fem minutter, turde man endnu ikke vide sig sikker på sejren.
Efter et længere spilstop kort inde i anden omgang var det netop Ribe-Esbjerg der hurtigst genfandt rytmen, hvor William Aar i to omgange sendte kuglen i nettet fra distancen.
Glæden blev dog kortvarig for vestjyderne, da Mikkel Hansen med både scoring og assists sørgede for at øge den nordjyske føring til ni mål ved stillingen 24-15 efter knap 40 minutter.
Ribe-Esbjerg forsøgte sig herefter med 7-mod-6 i angrebsspillet, og selvom det kastede mål af sig, så betød hurtige opgiverkast at Aalborg Håndbold efter hver scoring kunne sende kuglen i et tomt net i modsatte ende af banen.
Med et kvarter tilbage var opgøret derfor helt afgjort, men selvom der ikke var spænding om udfaldet, så fik de 5.030 fremmødte tilskuere i Sparekassen Danmark alligevel fuld valuta for pengene, i det gæsterne kæmpede ufortrødent videre for at undgå en større lussing – noget som Aalborg Håndbold ikke havde i sinde at lade ske.
Unge Marinus Munk kom også på banen, og talentet sendte Aalborg Håndbold i front 30-21 med ti minutter tilbage af kampen.
Generelt blev der i slutfasen roteret flittigt fra cheftræner Stefan Madsen, uden tvivl for at spare på kræfterne forud for onsdagens opgør i Champions League mod polske Kielce. Det gav i de sidste minutter et længe ventet comeback til stregspiller Jesper Nielsen.
Dette blev kronet med en scoring af svenskeren med små tre minutter igen, og Nielsen kunne sammen med holdkammeraterne kort efter fejre den samlede sejr på 36-27.
Dermed fik Aalborg Håndbold den perfekte optakt til første opgør i Machineseeker EHF Champions League, hvor polske KS Kielce onsdag aften er modstanderen på udebane.
Matchfacts Herreligaen
Aalborg Håndbold – Ribe-Esbjerg HH 36-27 (18-10)
Stillinger undervejs
10’ 5-5, 20’ 10-7, 30’ 18-10, 40’ 24-16, 50’ 30-21, 60’ 36-27
Målscorere Aalborg Håndbold
Aleks Vlah 7, Kristian Bjørnsen 6, Simon Hald 5, Lukas Nilsson 4, Buster Juul 4, Mads Hoxer 2, Mikkel Hansen 2, Martin Larsen 2, Marinus Munk 2, René Antonsen 1, Jesper Nielsen 1
Redningsprocenter Aalborg Håndbold
Niklas Landin – 41,7%
Fabian Norsten – 16,7%
Målscorere Ribe-Esbjerg HH
William Aar 5, Mathias Jørgensen 4, Andreas Søgaard 4, Emil Grønbech 3, Marcus Mørk 3, Morten Jørgensen 3, Jonas Larholm 2, Jesper Lindgren 1, Elvar Asgeirsson 1, Aksel Franzén 1
Redningsprocenter Ribe-Esbjerg HH
Niklas Kraft – 9,5%
Ágúst Björgvinsson – 6,7%
2-minutters udvisninger
Aalborg Håndbold: 3
Ribe-Esbjerg HH: 2
5.030 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena