pokal header web august 2025

Rodet affære gav nederlag i Berlin

I en kamp hvor Aalborg Håndbold for sent fandt fodfæstet, måtte man torsdag aften se sig slået af Füchse Berlin på udebane med cifrene 31-28.

Efter sidste uges flotte sejr på hjemmebane over Veszprém i første runde af Machineseeker EHF Champions League, skulle Aalborg Håndbold onsdag aften jagte revanche for forårets kvartfinaleexit fra turneringen, da man på udebane mødte tyske Füchse Berlin.

De samme 16 spillere havde fået genvalg fra lørdagens sejr over GOG, og på vanlig vis indledte cheftræner Simon Dahl med Fabian Norsten i målet, Mads Hoxer, Thomas Arnoldsen og Lukas Nilsson som bagspillere, Simon Hald på stregen, samt Buster Juul og Kristian Bjørnsen på fløjene.

Værterne måtte stille med kun 13 mand i truppen og måtte bl.a. undvære profilen Nils Lichtlein.

Allerede i tredje minut kom opgørets første udvisning, da Berlins Lasse Andersson forbrød sig mod Kristian Bjørnsen, inden Buster Juul kort efter kunne score på straffekast til stillingen 1-2.

Ikke overraskende var en af hovedopgaverne for Aalborg Håndbold denne aften at bremse verdens bedste spiller, duelstærke Mathias Gidsel, der omgående søgte at udfordre den danske defensiv.

Med sit vanlige hurtige spil fik han hurtigt sat holdkammeraterne op med assists, og senere også scoringer, hvilket desværre kostede en udvisning til Simon Hald, der kom for sent i en tackling.

Heldigvis fandt både Hoxer og Arnoldsen tidligt succes med skud fra distancen, der med både kraft og præcision blev pumpet ind i nettet bag Berlin-keeper Milosavljev.

Den hæsblæsende start gav stillingen 6-6 efter 10 minutters spil, og dramatikken fortsatte, da Andersson minuttet senere blev ramt af Vetle Rønningen, hvilket kostede to minutter på bænken for den store nordmand.

Undertallet gav spilletid til både anfører René Antonsen og Marinus Munk, hvor sidstnævnte tilkæmpede sig et straffekast, som Buster Juul desværre misbrugte, så Berlin i stedet kunne score til 9-7.

Tyskernes fart og dygtighed i duelspillet skabte stadigt større problemer for det fysisk stærke, men også tungere Aalborg-forsvar, mens man offensivt flere gange afviklede angreb og afslutninger for hurtigt og uden den fornødne skarphed.

Efter 17 minutter blev Niklas Landin derfor sendt på mål, inden Munk kort efter fik den tredje Aalborg-udvisning i kampen, hvilket kostede en scoring til 12-8 fra Tim Frehöfer på straffekast.

Ondt blev værre, da også Mads Hoxer modtog en udvisning, så man i et lille minut måtte spille med to mand i undertal.

Det gav de første minutter i kampen til Juri Knorr, der kvitterede med en scoring på sin første aktion, inden Arnoldsen efter en Landin-redning skød forbi mål for tredje gang i kampen, hvilket tvang Simon Dahl til timeout-knappen.

Den taktiske pause gav dog ikke pote, for Füchse Berlin havde via en høj defensiv linje fortsat godt styr på de nordjyske afslutninger. For hver en misbrugt Aalborg-chance blev der ofte scoret i modsatte ende, så den tyske føring nåede 15-10 efter 26 minutters spil.

Galleri – klik for større fotos

To hurtige reduceringer betød at man fik hentet lidt af det tabte terræn, men da Simon Hald for anden gang blev udvist på en sen tackling, kunne værterne alligevel gå til pausen med en føring på 17-13.

Dermed havde Aalborg Håndbold et mindre bjerg at bestige i anden halvleg, en opgave der ikke blev lettere idet hjemmeholdet i anden halvlegs første tre minutter havde øget føringen til seks mål, mens Arnoldsen i to omgange i helt frie positioner misbrugte sine afslutninger.

Dermed fortsatte kampbilledet fra første halvleg, hvor et til tider hektisk og stressende Aalborg-mandskab skulle kæmpe hårdt for hver en scoring, mens tyskerne kom mere ubesværet til tingene.

Efter 42 minutter var stillingen 24-19, desværre uden udsigt til at Simon Dahls mandskab kunne finde de rette løsninger til at stoppe den tyske offensiv.

Da endnu en tvivlsom udvisning ramte Mads Hoxer, mens Buster Juul misbrugte sit andet straffekast, var det med et kvarter igen tæt på mission impossible for de danske mestre.

Symptomatisk for kampen måtte Thomas Arnoldsen også se et straffekast afværget i 49. minut, hvilket var tæt på dødsstødet for Aalborg Håndbold, der på dette tidspunkt var bagud 28-21 og uden scoring i mere end syv minutter.

Sidste skud i bøssen var syv-mod-seks i angrebet, hvor trioen Knorr, Hoxer og Arnoldsen fik skabt tre ubesvarede reduceringer, inden hullet med fire minutter igen blev reduceret yderligere til kun tre mål.

Det var desværre for lidt og for sent for nordjyderne, der efter de 60 minutter måtte se sig slået 31-28.

Søndag aften venter næste store udfordring, når det i en ny udekamp gælder en gentagelse af DM-finalerne fra foråret mod Skjern Håndbold i Bambuni Herreligaen.

Matchfacts Machineseeker EHF Champions League, 2. spillerunde

Füchse Berlin – Aalborg Håndbold 31-28 (17-13)

Stillinger undervejs

10’ 6-6, 20’ 13-10, 30’ 17-13, 40’ 23-17, 50’ 28-21, 60’ 31-28

Målscorere Aalborg Håndbold

Thomas Arnoldsen 5, Simon Hald 5, Lukas Nilsson 4, Mads Hoxer 4, Kristian Bjørnsen 4, Buster Juul 4, Felix Möller 1, Juri Knorr 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 20,83% (5/24)

Fabian Norsten – 21,43% (3/14)

Ágúst Björgvinsson – 0% (0/1)

Målscorere Füchse Berlin

Mathias Gidsel 8, Tim Freihöfer 7, Lasse Andersson 4, Hákun West Av Teigum 4, Matthes Langhoff 3, Tobias Grøndahl 2, Mijajlo Marsenic 2, Max Darj 1

Redningsprocenter Füchse Berlin

Lasse Ludwig – 100% (2/2)

Dejan Milosavljev – 26,32% (10/38)

2-minutters udvisninger

Füchse Berlin: 2

Aalborg Håndbold: 6

6.153 tilskuere i Max-Schmeling-Halle, Berlin

HHD_8598 kopier

Aalborg Håndbold overmatchede Ribe-Esbjerg

Vestjyderne blev sendt hjem fra Aalborg med et klart nederlag på 39-26. 19 redninger af Niklas Landin, mens Thomas Arnoldsen blev topscorer med ni mål.
Fans sporting 2

Praktisk information til aftenens dyst mod Ribe-Esbjerg HH

Find praktisk info til aftenens kamp i Sparekassen Danmark Arena.
HHD_8362

Antonsen glæder sig til onsdagens dyst

Anfører René Antonsen ser frem til at komme i aktion i Sparekassen Danmark Arena igen, når Aalborg Håndbold onsdag møder Ribe-Esbjerg HH.

Håndbold i verdensklasse