Aalborg Håndbold førte fra start til slut, da man onsdag aften besejrede RK Celje Pivovarna Lasko med 34-30 i EHF Champions League.
Med genvalg til samme trup som i søndags besejrede Mors-Thy Håndbold stillede Aalborg Håndbold onsdag aften til start i Champions League-opgøret mod RK Celje med Fabian Norsten på mål, Magnus Norlyk og Tobias Nielsen på fløjene, Patrick Helland Anderson og Thomas Arnoldsen på backpladserne, Juri Knorr som playmaker, samt Felix Möller på stregen. I forsvaret kom Vetle Rønningen ind for Knorr.
Hjemmeholdet indledte i samme spor som man kørte i søndag aften, hvilket gjaldt i begge ender af banen. De slovenske gæster kom således ikke på måltavlen i de første knap fem minutter, mens Anderson og Arnoldsen sendte Aalborg Håndbold i front.
Udeholdets stortalent Aljus Anzic måtte dog stoppes med ulovlige midler af Felix Möller, der indkasserede opgørets første udvisning. Anzic kunne dog ikke passere Fabian Norsten, der snuppede slovenerens forsøg i to omgange. Først på straffekastet og derefter på riposten.
I undertallet kom Simon Hald i aktion, og han måtte se holdkammeraterne misse et par muligheder og begå tekniske fejl, men heldigvis evnede Celje ikke at lukrere på mulighederne, så Hald selv kunne øge til 4-2 i 10. minut.
En lidt ujævn dommerlinje gav flere spøjse kendelser på banen, men de danske mestre fastholdt alligevel initiativet og lykkedes især godt når der kom fart i kontrafasen og boldomgangen.
Netop en hurtig omstilling betød at Arnoldsen i 16. minut kunne fremtvinge en udvisning til gæsterne, inden Möller på en returbold kunne øge føringen til 9-5 – en kunst han på samme vis gentog ét minut senere.
Mads Hoxer var næste mand til at blive roteret ind fra bænken, ligesom også Anton Lindskog fik lov at bidrage efter 18 minutter.
Gæsterne fortsatte gavmildt med at begå tekniske fejl, og gang på gang blev disse straffet af hurtige kontraløb, hvilket gav scoringer til blandt andet Juri Knorr og Tobias Nielsen.
Marinus Munks første to forsøg gav til gengæld ikke gevinst, og trods modgangen kæmpede et ungt Celje-mandskab ufortrødent videre og fik reduceret til 13-9, hvorefter Simon Dahl måtte kalde sin første timeout.
Munks uheld fortsatte desværre med endnu to missere på hver sin side af Magnus Norlyks første træffer, mens Arnoldsen i velkendt stil buldrede ned ad banen i et kontraløb og krøllede kuglen i kassen til 15-10 efter 25 minutter.
Første halvleg endte med endnu en udvisning til slovenerne, men forsøg fra Hoxer og Nielsen blev ikke belønnet, så måltavlen viste 17-13 efter de første 30 minutter.
Fra anden halvlegs start blev Alexander Blonz sendt i kamp på venstre fløj, mens Patrick Wiesmach overtog på højre fløj.
Sidstnævnte leverede på en kontra den første Aalborg-scoring i anden halvleg, inden Knorr viste hurtige fødder og fintede sig igennem til scoring til 19-15.
Rønningen blev herefter udvist i to minutter, men Norsten fulgte op på en god første halvleg med to redninger, så Knorr og Arnoldsen begge kunne score i undertal.
Celje forsøgte kortvarigt at udfordre på fart og fandt to gange unge Mattis Heiss på stregen til scoringer, men efter hurtige opgiverkast kunne hjemmeholdet begge gange svare igen med mål.
Galleri – klik for større fotos
Spillet var dog fortsat jævnbyrdigt mellem de to hold, og gæsterne fortjener ros for på intet tidspunkt at opgive ævred, hvorfor forspringet efter 44 minutter fortsat var på fem mål ved stillingen 24-19.
En tvivlsom udvisning til Simon Hald betød at gæsterne kunne reducere en enkelt gang, men fortsat fornemmede man, at Aalborg Håndbold havde sikkert greb om tingene, ikke mindst fordi udeholdets forsvar havde mere end svært ved at håndtere Knorr og Arnoldsen.
Målene strøg nu ind i begge ender, så måltavlen viste 28-24 med præcis 10 minutter igen, inden det var Celjes tur til at modtage en udvisning.
Arnoldsen udnyttede prompte muligheden i overtal til at hamre kuglen i nettet, inden Blonz kunne levere sin første scoring og øge til plus seks.
I slutfasen kom Patrik Helland Anderson atter på banen, inden Celjes Kljucanin fik en udvisning, blot for at Arnoldsen i modsatte ende også blev udvist, om end på et meget spinkelt grundlag.
Det kunne dog ikke ændre på kampens udfald, for Blonz og Wiesmach straffede gæsterne med scoringer til 32-26 med mindre end fire minutter igen.
Slutresultatet blev 34-30 og betyder, at Aalborg Håndbold nu er alene på førstepladsen i pulje C i EHF Champions League med to points forspring til Paris Saint-Germain, der er modstanderen på udebane om en uge.
Inden da venter lørdag eftermiddag en anden udekamp, når Skive FH er modstanderen i Betoro Herreligaen.
Matchfacts EHF Champions League, 5. spillerunde
Aalborg Håndbold – RK Celje Pivovarna Lasko 34-30 (17-13)
Stillinger undervejs
10’ 4-2, 20’ 12-7, 30’ 17-13, 40’ 23-18, 50’ 28-24, 60’ 34-30
Målscorere Aalborg Håndbold
Thomas Arnoldsen 6, Juri Knorr 5, Patrick Helland Anderson 4, Alexander Blonz 4, Felix Möller 4, Patrick Wiesmach 3, Mads Hoxer 3, Simon Hald 2, Tobias Nielsen 2, Magnus Norlyk 1
Redningsprocenter Aalborg Håndbold
Fabian Norsten – 26,83 % (11/41)
Målscorere RK Celje Pivovarna Lasko
Tadej Mazej 5, Aljuš Anzic 5, Jesus Hurtado Vergara 4, Mattis Franz Volker Heiss 5, Lucijan Korosec 2, Lun Kljucanin 2, Dimitar Uzunchev 2, Žiga Grabar 2, Jaka Sorsak 2, Uroš Milicevic 1
Redningsprocenter RK Celje Pivovarna Lasko
Gal Gabersek – 26,19% (11/42)
2-minutters udvisninger
Aalborg Håndbold: 5
RK Celje Pivovarna Lasko: 4
5.223 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena





