En føring på syv mål blev næsten indhentet, inden Aalborg Håndbold skruede op for blusset og sejrede med sikre 34-28 over gæsterne Dinamo Bucuresti. Juri Knorr topscorer med otte mål.
Onsdag aften jagtede Aalborg Håndbold flere vigtige point i Machineseeker EHF Champions League, da rumænske Dinamo Bucuresti gæstede Sparekassen Danmark Arena.
Med Lukas Nilsson tilbage i truppen stillede cheftræner Simon Dahl til start med Niklas Landin i målet, Buster Juul og Kristian Bjørnsen på fløjene, Simon Hald og Vetle Rønningen i midterforsvaret, samt Mads Hoxer, Juri Knorr og Sander Sagosen som bagspillere. I offensiven vekslede Rønningen indledningsvis med Kristian Bjørnsen.
Østeuropæerne imponerede i seneste runde ved at tvinge Füchse Berlin til det yderste på en svær udebane i Tyskland, og gæsterne gik også uimponeret til opgaven denne aften.
I en jævnbyrdig indledning fulgte man mål for mål med Aalborg Håndbold til stillingen 3-3, inden Aalborg-defensiven fik fat med to flotte redninger af Landin, så stillingen efter ni minutter var ændret til 6-3.
Gæsterne fik slet ikke dæmmet op for Mads Hoxer og Juri Knorr, der indledte med at score på skift via gennembrud i andenbølgen, og da yderligere to misbrugte Dinamo-skud endte med kontrascoringer, måtte gæsterne tage timeout i 11. minut og 8-3 på måltavlen.
Thomas Arnoldsen kom nu på banen og kunne sætte Hoxer op til endnu et mål, inden rumænerne fik brudt seks minutters måltørke med en reducering.
Træerne voksede dog ikke ind i himlen for hjemmeholdet, hvor man efter en fejlfri start begyndte at lave fejl i opspillet, ligesom Ionut Iancu i Dinamo-målet også blev noteret for redninger, så føringen skrumpede til tre mål.
Sagosen og Hoxer blev erstattet af Marinus Munk og Patrick Helland Anderson, ligesom Felix Möller også kom på banen til sine første minutter. Svenskeren udnyttede en hurtig kontra til at score til 12-7
Anderson måtte kort efter forlade banen igen, da han i forsøget på at erobre en løs bold blev pløjet ned af en rumænsk spiller, inden Arnoldsen kort efter agerede godstog på et hurtigt opgiverkast og tromlede sig igennem til scoring.
Generelt var de danske mestre indtil dette tidspunkt løbende et skridt foran i både tanke og handling, så føringen gennem halvlegen forblev på fire-fem mål.
Betingelserne blev umiddelbart ikke nemmere for gæsterne, der efter 25 minutter fik kampens første udvisning, og kort efter også den anden, men undertallet endte på nærmest uforklarlig vis med tre rumænske scoringer mod én dansk.
En ellers komfortabel føring på seks mål var derfor reduceret til 18-14 ved pausen.
Fra anden halvlegs start blev Alexander Blonz sendt i kamp på venstre fløj, og nordmanden måtte se gæsterne åbne med to ubesvarede reduceringer, inden Arnoldsen på endnu en kontra kunne score til 19-16.
Det kunne dog ikke forhindre en rodet Aalborgensisk start i at fortsætte med flere boldtab og brændte chancer, så de hvidklædte rumænere var gået havde ændret 17-11 til 19-18.
Galleri – klik for større fotos
De nemme mål fra første halvleg var midlertidigt forsvundet, men via redning nummer fem og seks fra Landin fik Knorr endelig forløst tingene en smule med et flot langskud til 21-18, inden rumænerne blev ramt af deres tredje udvisning efter 39 minutter.
Denne gang gik overtallet bedre med scoring fra Blonz, inden Sagosen satte Knorr op til tyskerens syvende scoring, så der igen var luft ved stillingen 23-19.
Landin var nu for alvor i kontrol og bidrog til yderlige to nordjyske scoringer, så gæsterne atter måtte tage timeout i 45. minut.
Kort efter måtte Rønningen tage plads på sidelinjen i to minutter med en udvisning, men igen gjorde Landin skaden god, da han snuppede det efterfølgende straffekast med en refleksredning.
Da Blonz i undertal nettede til 27-20 var gode råd for alvor dyre for gæsterne, mens tiden arbejdede i dansk favør.
Med anfører René Antonsen på banen skulle syvmålsføringen forsvares de sidste 10 minutter af opgøret, og selv ikke en afbrænder fra Sagosen og en udvisning til Mads Hoxer kunne ryste mestrene i slutfasen.
Bolden blev kørt sikkert rundt i længerevarende angreb, hvor både Antonsen og dernæst Sagosen kom på måltavlen, så man med små fem minutter igen var i fuld kontrol ved stillingen 31-24.
Sejren kom derfor ikke i tvivl og facit blev 34-28, hvilket fastholder Aalborg Håndbold på andenpladsen i Champions Leagues pulje A.
Her venter i næste uge en svær udekamp mod franske HBC Nantes, men inden da gælder det opgøret i Bambuni Herreligaen mod Fredericia HK lørdag eftermiddag i Sparekassen Danmark Arena.
Matchfacts Machineseeker EHF Champions League, 5. spillerunde
Aalborg Håndbold – Dinamo Bucuresti 34-28 (18-14)
Stillinger undervejs
10’ 7-3, 20’ 13-8, 30’ 18-14, 40’ 22-19, 50’ 29-22, 60’ 34-28
Målscorere Aalborg Håndbold
Juri Knorr 8, Mads Hoxer 5, Sander Sagosen 4, Thomas Arnoldsen 4, Kristian Bjørnsen 4, Simon Hald 3, Alexander Blonz 2, Marinus Munk 2, Felix Möller 1, René Antonsen 1
Redningsprocenter Aalborg Håndbold
Niklas Landin – 30% (12/40)
Målscorere Dinamo Bucuresti
Pedro Veitia Valdés 6, Tom Pelayo 4, Andrii Akimenko 3, Branko Vujovic 2, Frederik Ladefoged 2, Miklós Rosta 2, Nicusor Andrei Negru 2, Yoav Lumbroso 2, Haniel Vinicius Inoue Langaro 2, Ionut Nistor Ionita 1, Iosif Andrei Buzle 1, Miguel Martins 1,
Redningsprocenter Dinamo Bucuresti
Vladimir Cupara – 25% (5/20)
Ionut Ciprian Iancu – 18,39% (4/23)
2-minutters udvisninger
Aalborg Håndbold: 2
Dinamo Bucuresti: 3
5.500 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena