En tæt og underholdende kamp fandt først sin afgørelse efter 55 minutter, da Aalborg Håndbold søndag aften sejrede 34-37 på udebane over Sønderjyske Herrehåndbold.
Ugens anden udekamp for Aalborg Håndbold skulle søndag aften spilles i Sønderborg mod værterne fra Sønderjyske Herrehåndbold, der inden kampen var placeret på Bambuni Herreligaens sjetteplads, mens de regerende mestre med en sejr kunne genindtage førstepladsen.
Cheftræner Simon Dahl havde atter Thomas Arnoldsen til disposition efter en fodskade, om end den stærke bagspiller indledte på bænken.
I stedet var det fra start Mads Hoxer, Marinus Munk og Juri Knorr som bagspillere, på stregen Simon Hald, på fløjene Buster Juul og Patrick Wiesmach, samt Niklas Landin i målet. Vetle Rønningen supplerede i defensiven fra start, mens Knorr kun spillede i offensiven. Ligeledes vekslede Munk og Lukas Nilsson.
Et både fysisk og hurtigt hjemmehold kom bedst fra land, da man defensivt fik godt fat i tingene, mens Aalborg-forsvaret blev udfordret med hurtige kontraløb og først fik fat efter små seks minutter, hvor Landin snuppede sin første redning.
Tingene var dog ikke værre end at 4-2 hurtigt blev til 4-4 efter scoringer af Nilsson og Juul, og i 10. minut opstod første mulighed for at trække fra, da Sønderjyskes Jesper Konradsson fik den første af hele 11 udvisninger i opgøret.
Overtallet blev indledt med udligning til 6-6 af Simon Hald, men desværre kom værterne atter i front, inden Munk måtte se sin første afslutning afværget af Mathias Rex i Sønderjyske-målet. Munk gjorde dog skaden god igen, da han kort efter viste stort overblik og fandt en fri Patrick Wiesmach, der scorede til 7-7 fra fløjen.
Fortsat kom begge hold til åbne muligheder i næsten alle angreb, hvorfor målene væltede ind i begge ender, inden Aalborg Håndbold efter et kvarter fik sin anden chance for at trække fra efter endnu en udvisning til hjemmeholdet.
Her kom Arnoldsen på banen for første gang, men han måtte igen se Sønderjyske overleve de to minutter uden problemer.
Også Patrick Helland Anderson blev sendt i aktion, men nordmanden kunne konstatere, at han og holdkammeraterne trods muligheder for at bringe sig i front, måtte nøjes med to afbrændere.
Efter 21 minutter måtte dagens dommerpar til skærmen på sidelinjen i længere tid for at vurdere om Marinus Munk skulle vises det røde kort eller have en udvisning, hvor udfaldet blev det sidste.
Det efterfølgende straffekast kunne Frederik Tilsted, den næstmest scorende spiller i Bambuni Herreligaen, desværre omsætte sikkert til sønderjysk føring på 12-11.
Anfører René Antonsen kom i spil i undertallet, hvor også Fabian Norsten kom ind og afværgede et straffekast, inden det igen var hjemmeholdet der kom i undertal efter udvisning til Ebbe Stankiewicz.
I 24. minut stemplede Hoxer ind med sin første scoring, men kort efter røg Simon Hald også på bænken med en udvisning hængende over hovedet, så holdene fortsat fulgtes ad på den konto også.
Efter 26 minutter havde ingen af de to forsvar og målmænd endnu for alvor fået fat i tingene, men i et forsøg på at tiltvinge sig overtaget gik hjemmeholdet nu over til syv-mod-seks spil i angrebet.
Trækket lykkedes dog ikke, og på 10 gode sekunder lykkedes det Arnoldsen først at score, for dernæst at opsnappe bolden i defensiven, så Aalborg Håndbold kort efter var i front med to scoringer for første gang.
Første halvlegs sidste minut sluttede med scoring af Hoxer, inden anfører Antonsen fik kampens syvende udvisning, så hjemmeholdet kunne reducere til 16-18 inden pausen.
Anden omgang blev skudt i gang med højt tempo fra begge hold, men det var Simon Dahls mandskab der kom bedst ud af starthullerne.
Først overlevede man fint i undertal, inden to redninger fra Landin førte til mål i modsatte ende, så føringen på kort tid var øget til 17-21.
Galleri – klik for større fotos
Samtidig var tændingen i top hos begge mandskaber, mens dommerparret på banen havde svært ved at finde en linje i tingene, til stor frustration for spillerne.
Desværre gav den løsslupne stemning også flere ukoncentrerede afslutninger og boldtab fra Aalborg Håndbold, der måtte se sønderjyderne indhente firemålsføringen på få minutter, så holdene atter var helt lige ved stillingen 24-24 efter 40 minutter.
Den femte udvisning til hjemmeholdet gav heller ikke gevinst til Simon Dahls mandskab, hvorfor cheftræneren ved stillingen 26-24 måtte kalde timeout i 43. minut.
Efter en opsang blev dødvandet brudt med to angrebsfejl af hjemmeholdet, der også måtte indkassere endnu en udvisning – denne gang ved Jacob Bagersted, mens en tilsyneladende skadet Lukas Nilsson var udgået af kampen. Alligevel fik man fightet sig tilbage i opgøret og kom atter på omgangshøjde.
Med et kvarter igen var der fuld damp på kedlerne i Sydjysk Sparekasse Skansen, hvor værterne i den grad øjnede en overraskelse, hvor kampen ved stillingen 27-27 fortsat kunne gå begge veje.
Knorr sendte Aalborg tilbage i front 28-29, men tyskeren måtte se sin næste afslutning reddet, så Sønderjyske atter kunne komme på omgangshøjde efter et straffekast og udvisning til Mads Hoxer.
Heldigvis snuppede Norsten endnu et straffekast, så Arnoldsen i undertal kunne øge føringen til to, en føring som Knorr fastholdt med sin sjette scoring kort efter.
En vigtig Landin-redning banede vejen for en tremålsføring ved Buster Juul, men med fem minutter igen fik Sønderjyske en livline, da Arnoldsen blev udvist i to minutter.
Det gav en hektisk slutfase, hvor værterne pressede hårdt og højt på nordjyderne for at fremtvinge fejl, men da det for alvor gjaldt, viste Juri Knorr sin store rutine med både scoringer og et trukket straffekast, som Buster Juul kunne konvertere til 32-35.
Da Landin efterfølgende snuppede en afslutning tæt under mål, blev der lukket og slukket ved René Antonsen, mens festen fusede ud for Sønderjyske.
Facit blev en sejr på 34-37, hvilket fastholder Aalborg Håndbold på førstepladsen i Bambuni Herreligaen. Her er næste opgør lørdagens udekampe mod Grindsted GIF, men inden da venter en spændende Champions League-kamp i Trondheim mod Kolstad onsdag aften.
Matchfacts Bambuni Herreligaen, 6. spillerunde
Sønderjyske Herrehåndbold – Aalborg Håndbold – 34-37 (16-18)
Stillinger undervejs
10’ 7-6, 20’ 11-11, 30’ 16-18, 40’ 24-24, 50’ 28-29, 60’ 34-37
Målscorere Aalborg Håndbold
Buster Juul 9, Thomas Arnoldsen 8, Juri Knorr 6, Mads Hoxer 5, Lukas Nilsson 3, Patrick Wiesmach 3, Simon Hald 2, René Antonsen 1
Redningsprocenter Aalborg Håndbold
Niklas Landin – 26,83% (11/41)
Fabian Norsten – 60% (3/5)
Målscorere
Frederik Tilsted 8, Viktor Bergholt 7, Ebbe Stankiewicz 5, Jesper Konradsson 4, Morten Bjørnshauge 3, Emil la Cour 3, Magnus Fredriksen 3, Jacob Bagersted 2
Redningsprocenter Sønderjyske Herrehåndbold
Matthias Dorgelo – 8% (2/25)
Julius Sten – 33,33% (7/21)
2-minutters udvisninger
Sønderjyske Herrehåndbold: 6
Aalborg Håndbold: 5
2.000 tilskuere i Sydjysk Sparekasse Skansen, Sønderborg





