Skuffelse i Paris

Hjemmeholdet fra Paris Saint-Germain var onsdag aften for stor en mundfuld, da Aalborg Håndbold måtte se sig slået 32-25 i den franske hovedstad. Mads Hoxer nordjysk topscorer med syv mål.

Til aftenens vigtige Champions League opgør på udebane mod Paris Saint-Germain (PSG), hvor vigtige point til hovedrunden var på spil, stillede Aalborg Håndbold fra start med Fabian Norsten på mål, Mads Hoxer, Thomas Arnoldsen og Juri Knorr i bagkæden, Tobias Nielsen og Magnus Landin på fløjene, samt Simon Hald på stregen. I defensiven byttede Knorr med Vetle Rønningen.

Ganske som i første kamp i Aalborg var en af hovedopgaverne for det danske forsvar denne aften at få bremset den dynamiske playmaker Luc Steins, samt den stærke højre back Elohim Prandi.

Sidstnævnte åbnede dog kampen med tre scoringer, mens Knorr, Hoxer og Arnoldsen scorede en hver i modsatte ende, så stillingen var 3-3 efter seks minutter.

Holdene fulgtes ad mål for mål, men ved stillingen 5-6 fik Simon Dahls tropper for første gang mulighed for at bringe sig i front med to mål efter to afbrændere fra franskmændene. Desværre måtte Patrick Helland Anderson se sit straffekast afværget, så det i stedet var PSG der kunne udligne til 7-7, hvilket også var stillingen efter et kvarters spil.

Vekselvirkningen mellem Prandis power og Steins’ fart viste sig også denne aften at være en tricky opgave, og med stor fart fik værterne nu flyttet bolden rundt, så også fløjspiller Bjarki Mar Elisson kom på måltavlen.

Modsvaret blev aalborgensisk syv-mod-seks spil, men to afbrændere samt en teknisk fejl kostede tre mål i tomt net, og på kort tid var man derfor nede med fire scoringer, efter en periode hvor man fra 10’ til 20’ minut blot fik scoret to gange.

Hoxer fik brudt dødvandet til 11-8 reducering hvorefter Marinus Munk kom på banen for Knorr, ligesom Felix Möller også var i aktion på stregen.

Desværre var det pariserne der nu havde godt greb om kampen og Aalborg Håndbold måtte derfor kalde timeout for at få regrupperet tropperne

Første angreb efter den taktiske pause endte uheldigvis med et Arnoldsen-skud i lapperne på Mikkel Løvkvist i Paris-målet, hvor han på dette tidspunkt førte målmandsduellen mod Norsten med syv redninger mod tre.

Tempomæssigt fik man ikke sat den nødvendige fart i opspillet, ligesom man som følge af manglende redninger ikke fik løbet de gode kontraer med scoringer til følge. Ligeledes viste PSG stor fysik i forsvaret, hvilket gav svære arbejdsbetingelser for Hoxer & Co.

En lille åbning kom efter 24 minutter, da Prandi fik opgørets første udvisning, hvorefter Tobias Nielsen scorede sit første på mål straffekast. Nielsen nettede kort efter igen i tomt net, men mere blev det ikke til i overtallet, da Peleka fik scoret for PSG.

Kort efter røg Simon Hald lidt tvivlsomt ud i to minutter, så hjemmeholdet kunne lukke første omgang med yderligere to scoringer til pausestillingen 15-11.

Fra anden halvlegs start blev Niklas Landin sendt på mål, hvor han desværre måtte se Sebastian Karlsson øge til 16-11 på første Paris-afslutning, mens Juri Knorr i modsatte ende fik sendt en afslutning i forsvarsparaderne.

Landin snuppede dog to efterfølgende afslutninger, men kunne ikke forhindre Syprzak i at øge yderligere, så der nu for alvor skulle rammes en god nordjysk stime for at komme tilbage i kampen.

Den var målmanden dog også leveringsdygtig i, da han med yderligere redninger blev gnisten der antændte et comeback.

17-11 blev vendt til 17-14 efter yderligere redninger blev fulgt op af scoringer fra Hoxer, 2 x Knorr og Wiesmach, så det nu var den tidligere Aalborg-træner Stefan Madsen der måtte kalde timeout.

Galleri – klik for større fotos

Fortsat var det dog nordjyderne der havde momentum, blandt andet fordi man defensivt fik fat i franskmændenes ankomstfase, så det blåklædte hjemmehold skulle kæmpe noget hårdere for at finde vej til netmaskerne.

Føringen blev formindsket yderligere til stillingen 18-16, men bedst som tingene lysnede blev to danske afbrændere straffet med scoringer på Landin, inden først Vetle Rønningen og dernæst Simon Hald med korte intervaller blev udvist for hårdt spil.

Dermed tippede tingene igen over til PSG, der fik en gylden mulighed for igen at trække fra. Trods Landins sjette redning var man med 17 minutter igen nede med 22-16, så der atter måtte kaldes timeout for at justere slagplanen.

Trods et mere aggressivt og højt liggende forsvar fik man fortsat ikke bremset pariserne, der ved Yahia Omar kom til to hurtige scoringer.

Selvom der blev svaret igen med scoringer i modsatte ende, skulle der fortsat arbejdes stenhårdt i forsvaret, og med 10 minutter igen fik man i to omgange stoppet hjemmeholdet, men blot en af disse muligheder gav scoring.

Da også Juri Knorr blev afvist med ni minutter igen, måtte man atter se sig bagud med seks mål ved stillingen 27-21.

Ingen gav op i slutfasen, men hullet der skulle lukkes var på dette tidspunkt blevet for stort. End ikke syv-mod-seks spil og en udvisning til PSG kunne skabe spænding om udfaldet, hvorfor kampen endte med et klart nederlag på 32-25.

Aftenens resultat betyder, at Aalborg Håndbold går ind til hovedrunden med et point på kontoen. Næste runde i EHF Champions League spilles onsdag 18. november eller torsdag 19. november.

Modstanderen og spillestedet er endnu ukendt, men efter aftenens spillerunde ligger det fast at modstanderne i de kommende otte kampe i hovedrunden bliver tyske Füchse Berlin og MT Melsungen, ungarske ONE Veszprém HC samt polske Orlen Wisla Plock.

Søndag aften venter en ny topkamp, når Ribe-Esbjerg HH på udebane er modstanderen i Betoro Herreligaens sidste kamp inden næste uges landsholdspause.

Matchfacts EHF Champions League, 6. spillerunde

Paris Saint-Germain – Aalborg Håndbold 32-25 (15-11)

Stillinger undervejs

10’ 5-6, 20’ 11-8, 30’ 15-11, 40’ 20-16, 50’ 25-21, 60’ 32-25

Målscorere Aalborg Håndbold

Mads Hoxer 7, Juri Knorr 5, Magnus Landin 3, Simon Hald 2, Tobias Nielsen 2, Marinus Munk 2, Patrick Wiesmach 2, Thomas Arnoldsen 1, Felix Möller 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 30,76% (8/26)

Fabian Norsten – 25% (4/16)

Målscorere Paris Saint-Germain

Kamil Syprzak 8, Elohim Prandi 8, Yahia Omar 7, Bjarki Mar Elisson 2, Luc Steins 2, Sebastian Karlsson 2, Ferran Sole Sala 2, Wallem-Konrad Peleka 1

Redningsprocenter Paris Saint-Germain

Mikkel Løvkvist – 36,84% (14/38)

2-minutters udvisninger

Paris Saint-Germain: 2             

Aalborg Håndbold: 3

3.230 tilskuere i Stade Pierre de Coubertin, Paris

Aalborg-Paris

Simon Dahl forventer ny tæt kamp mod PSG

Se med når cheftræner Simon Dahl ser frem mod onsdagens Champions League-brag mod de franske mestre.
ESG SOME

Aalborg Håndbold lancerer første ESG-rapport

Aalborg Håndbold kan i dag udsende sin første ESG-rapport, der dækker sæsonen 2025/26. Læs den her.
Aalborg-Paris

Værd at vide om Paris Saint-Germain

Læs seneste nyt om onsdagens franske modstander i EHF Champions League.

Håndbold i verdensklasse