Aalborg Håndbold strammede grebet og afgjorde tingene i slutfasen af aftenens opgør mod TTH Holstebro, der endte med en sejr på 35-30.
Ugens anden hjemmekamp i Sparekassen Danmark Arena bød søndag aften på et ligabrag mod TTH Holstebro – og det blev en kamp uden skadede Thomas Arnoldsen, mens Mads Hoxer var fundet fit for fight og derfor indgik i truppen, dog kun for at passe defensive pligter.
På den baggrund havde cheftræner Simon Dahl valgt at indlede opgøret med Patrick Helland Anderson, Lukas Nilsson og Juri Knorr i bagkæden, på fløjene Buster Juul og Patrick Wiesmach, samt Simon Hald på stregen. Endelig indledte Niklas Landin mellem stængerne i målet, mens Hoxer og Vetle Rønningen supplerede i defensiven.
Begge hold kom til masser af chancer i kampens indledning, men skød i flere omgange også med løst krudt, ikke mindst Lukas Nilsson der helt alene med TTH’s målvogter Frederik Møller måtte se sidstnævnte vinde duellen.
Svenskeren kom dog også på måltavlen tre gange i de første 10 minutter, godt hjulpet af Knorr, der i fraværet af Arnoldsen satte tingene i scene for holdkammeraterne med fart, temposkift og stort overblik. 6-6 efter de første 10 minutter var således ganske retvisende.
Sekunder efter var der spilstop og dramatik, da Patrick Helland Anderson blev tacklet uregelmæssigt på et skudforsøg, hvilket gav VAR-tjek af dommerduoen og efterfølgende direkte rødt kort til TTH Holstebros anfører Mathias Smed.
I overtallet kom Marinus Munk på banen og leverede straks sin første scoring i kampen, inden TTH fik tilkendt et straffekast, som Landin dog snuppede med en fornem redning. Det gav omgående scoring i modsatte ende af Hald, til kampens første to-måls føring ved stillingen 8-6.
Stregspilleren var dog ikke lige så effektiv på det efterfølgende angreb, så vestjyderne kort efter kunne udligne til 8-8 ved Thomas Damgaard.
Efter et kvarter kom Felix Möller på banen og svenskeren måtte se gæsterne fortsætte med at finde huller i den nordjyske defensiv, der til tider stod for fladt og statisk, så TTH kunne holde trit på måltavlen.
Mindre end to minutter senere røg svenskeren ud på bænken igen, dog med en udvisning hængende over hovedet, så holdkammeraterne for første gang kom i undertal. Heldigvis endte de to minutter med en enkelt Aalborg-scoring, mens TTH ikke kom på tavlen.
14-12 var derfor stillingen efter 20 minutter og efter endnu en Landin-redning på straffekast kunne Buster Juul i samme discplin have øget føringen til tre mål, men måtte også se sit forsøg afværget.
Herefter tog TTH opgørets første timeout, og man håbede, at de danske mestre herefter kunne begynde at få mere greb om tingene, ikke mindst defensivt, men desværre scorede gæsterne de næste to mål og lukkede derfor igen hullet på måltavlen, inden mønsteret fortsatte så Aalborg Håndbold efter 25 minutter atter var foran med to mål ved 17-15.
Halvlegen sluttede med mere af samme skuffe, inden Landin, der på dette tidspunkt var sit holds bedste, med en scoring i tomt net kunne sikre den første føring på tre mål på 20-17, der også var facit efter 30 minutter.
Anden omgang var end ikke to minutter gammel, da TTH’s Jonas Raundahl fik en udvisning for at skyde Landin i ansigtet på en afslutning. Det gav Aalborg Håndbold mulighed for at tage en potentielt afgørende føring på fire mål, men manglende skarphed gav i stedet en reducering, inden Lukas Nilsson lidt heldigt kunne score til 21-18 efter 36 minutter.
Galleri – klik for større fotos
Ganske som i onsdagens sejr var det netop Nilsson der sammen med Munk og Knorr førte an i angrebet, mens Landin med sin ottende redning atter tog fra i målet.
Netop fejl og manglende skarphed fra TTH gav værterne en føring på fire mål, inden gæsternes cheftræner Arnór Atlason kaldte timeout og derefter valgte at forsøge sig med syv-mod-seks spillet i angrebet.
I 41. minut fik Alexandre Blonz under stor jubel sin debut i Sparekassen Danmark Arena og nordmanden blev omgående sat til at skyde et straffekast, der efter en ripost også resulterede i den første scoring i den røde trøje.
Imens fandt vestjyderne succes via fire scoringer i træk i overtal, mens et aggressivt forsvar flere gange tog farten ud af det nordjyske angrebsspil, så stillingen med et kvarter igen var 26-24.
Fabian Norsten blev nu sendt på mål for at ændre kampbilledet, ligesom Simon Dahl valgte at tage sin første timeout for at ryste posen.
Det gav omgående gevinst via scoring, samt opgørets femte udvisning til TTH, hvilket blev udnyttet til at genetablere føringen på fire mål via Lukas Nilssons 10. scoring.
Redninger fra Norsten, samt to tekniske fejl af gæsterne, blev omgående straffet med flere scoringer, hvilket gav stillingen 31-25 med små ni minutter igen.
Det hul kunne TTH ikke grave sig op af, og i stedet lukkede mestrene sikkert tingene ned og tog en fortjent sejr på 35-30 via et effektivt sidste kvarter.
Dagens resultat betyder at Aalborg Håndbold fortsat topper Bambuni Herreligaen med maksimumpoint efter fem spillerunder.
I de kommende uger venter hele fire kampe på udebane.
Onsdag aften gælder det Pokalturneringens 1/8-finale mod KIF Kolding, mens det om en uge er SønderjyskE Herrehåndbold der tager i mod.
Herefter følge en uge med udekamp i EHF Champions League mod norske Kolstad, hvorefter Grindsted GIF er modstanderen i Bambuni Herreligaen.
Matchfacts Bambuni Herreligaen, 5. spillerunde
Aalborg Håndbold – TTH Holstebro 35-30 (20-17)
Stillinger undervejs
10’ 6-6, 20’ 14-12, 30’ 20-17, 40’ 23-20, 50’ 30-25, 60’ 35-30
Målscorere Aalborg Håndbold
Lukas Nilsson 10, Patrick Helland Anderson 5, Marinus Munk 5, Buster Juul 4, Juri Knorr 3, Patrick Wiesmach 2, Simon Hald 2, Mads Hoxer 1, Alexandre Blonz 1, Niklas Landin 1, René Antonsen 1
Redningsprocenter Aalborg Håndbold
Niklas Landin – 25% (8/32)
Fabian Norsten – 40% (4/10)
Målscorere TTH Holstebro
Joachim Lyng Als 5, Thomas Damgaard 5, Jóhannes Andrason 5, Magnus Bramming 3, Sven Ehrig 3, William Aar 2, Jonas Raundahl 2, Magnus Storgaard Pedersen 2, Eskil Reitan 2, Frederik Arnoldsen 1
Redningsprocenter TTH Holstebro
Rasmus Henriksen – 28% (7/25)
Frederik Møller – 25% (5/20)
2-minutters udvisninger
Aalborg Håndbold: 2
TTH Holstebro: 5
Rødt kort
Aalborg Håndbold: –
TTH Holstebro: Mathias Smed (11.)
5.185 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena