Stærkt forsvar grundlagde nøglesejr i Zagreb

Via en stor defensiv indsats, samt 10 redninger fra Niklas Landin, sejrede Aalborg Håndbold torsdag aften med sikre 23-33 på udebane over HC Zagreb.

Efter lørdagens nederlag til GOG skulle Aalborg Håndbold torsdag aften søge oprejsning på udebane i EHF Champions League, hvor modstanderen var de kroatiske mestre fra HC Zagreb.

I den store Arena Zagreb, hvor der på dagen dog kun var godt 2.000 tilskuere på plads, indledte cheftræner Simon Dahl med Niklas Landin på mål, mens Juri Knorr, Mads Hoxer, Magnus Landin, Tobias Nielsen, Vetle Rønningen og Simon Hald indledte på banen. I angrebet kom Lukas Nnilsson på banen for Rønningen.

Opgøret fik en fin dansk start, da scoringer fra Knorr og Nielsen gav en hurtig føring på to mål, men værterne skulle kun bruge godt et minut på at lukke hullet.

Fysikken var således i højsædet hos hjemmeholdet, hvilket stillede store krav til forsvaret for at kunne modstå trykket. Missionen lykkedes dog godt, da man gik højt på værterne og stod i mod, så man via redning fra Landin, samt tekniske fejl fra Zagreb, fik etableret en ny føring ved stillingen 3-6 efter godt ni minutters spil.

Kort efter måtte kroaterne tage opgørets første timeout, hvorefter Felix Möller og Marinus Munk kom på banen for at holde friske kræfter i spil til at modstå trykket.

Samtidig gik hjemmeholdet i syv-mod-seks i angrebet, hvor man nu skulle forholde sig til to tunge stregspillere. I første omgang endte det dog med en scoring i tomt net fra Niklas Landin, ligesom man fortsat stod fint i mod.

Chancen for at øge føringen til fem mål var til stede, men en teknisk fejl fra Knorr gav i stedet straffekast til Zagreb, som blev udnyttet til stillingen 7-10 efter knap 17 minutters spil.

Endnu en fejl blev også straffet, inden Knorr trykkede speederen i bund og nettede for fjerde gang, og netop det hurtige spil var noget som ikke bekom Zagreb vel. Hurtige opgiverkast blev gang på gang vekslet til scoringer, så føringen efter efter 20 minutter var 10-14.

Også Thomas Arnoldsen kom nu i spil, om end kun i angrebsspillet, hvor han kunne se Knorr øge føringen til fem, ligesom også Patrick Helland Anderson kom i aktion i begge ender af banen. Nordmanden måtte dog se sit straffekast i 24. minut tage stolpen og springe i spil til glæde for et ellers frustreret hjemmehold og ditto fans.

I stedet blev det to til reduceringer inden Arnoldsen for alvor stemplede ind med to scoringer, så føringen atter var på seks ved stillingen 11-17. Halvlegens sidste to minutter bragte fem-et forsvar fra værterne, mens Aalborg Håndbold måtte notere to tekniske fejl i angrebet, der dog kun kostede en enkelt scoring i modsatte ende, så pausestillingen blev 12-17.

Anden omgang blev indledt med ny energi fra hjemmeholdet, mens missere fra Hald og Knorr kostede to reduceringer samt en udvisning til førstnævnte.

Det tændte for alvor op i hjemmeholdets forhåbninger om point, men værterne forivrede sig også i bestræbelserne på at lukke hullet, så Hoxer ad to omgange køligt kunne nette på hver sin side af Juri Knorrs kontrakasse.

Galleri – klik for større fotos

Da endnu en kontrakniv blev sat ind fra Felix Möller, var Zagreb atter tvunget til timeout ved stillingen 14-21, hvorefter Patrick Wiesmach kom på banen for Nielsen.

Stormen var nu for alvor redet af, så føringen efter 40 minutter var 14-23 i dansk favør, og trods to reduceringer var humøret dalet markant hos det blåklædte hjemmehold, der efter 44 minutter også fik en mand udvist.

I overtallet måtte Möller to gange se sig afvist fra helt fri position, men trods den manglende effektivitet var der fortsat god kontrol over tingene i forsvaret, hvor et tungt kroatisk mandskab gang på gang blev afvist effektivt.

Da man samtidig fortsatte de fine takter i angrebet, lå føringen løbende på plus syv-otte mål, mens tiden arbejdede i nordjysk favør.

Med stillingen 20-29 efter 55 minutter blev der aldrig spænding om udfaldet, hvorfor kampen endte med en overbevisende sejr på 23-33.

Om en uge gælder det returkampen i Sparekassen Danmark Arena, hvor balkanmandskabet gerne skal besejres endnu engang, så Aalborg Håndbold kan tage et stort skridt mod næste runde af EHF Champions League.

Matchfacts EHF Champions League

HC Zagreb – Aalborg Håndbold 23-33 (12-17)

Stillinger undervejs

10’ 3-6, 20’ 10-14, 30’ 12-17, 40’ 14-23, 50’ 18-26, 60’ 23-33

Målscorere Aalborg Håndbold

Juri Knorr 6, Mads Hoxer 5, Tobias Nielsen 5, Felix Möller 4, Thomas Arnoldsen 4, Patrick Helland Anderson 2, Magnus Landin 2, Marinus Munk 2Niklas Landin 1, Lukas Nilsson 1, Patrick Wiesmach 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 32,26% (10/31)

Fabian Norsten – 0% (0/1) 

Målscorere HC Zagreb

Filip Glavas 10, Petar Topic 3, Jovica Nikolic3, Giorgi Tskhovrebadze 2, Gleb Kalarash 2, Igor Karacic 1,

Abdelrahman Ali Sayed Abdou 1, Ihar Bialiauski 1

Redningsprocenter HC Zagreb

Sandro Mestric – 30,77% (8/26)

Urh Kastelic – 13,33% (2/15)

2-minutters udvisninger

HC Zagreb: 3

Aalborg Håndbold: 3

6.175 tilskuere i Arena Zagreb, Kroatien (officielt tal)

Betoro www 2

Herreligaen skifter navn til Betoro Herreligaen

Herreligaen skifter navn med øjeblikkelig virkning og vil fra dags dato hedde Betoro Herreligaen.
HHD_7204

Hoxer før CL-brag: "Alle muligheder er åbne"

Se optakt med Mads Hoxer til torsdagens vigtige Champions League-opgør på udebane mod HC Zagreb.
02152024 Aalborg_HC Zagreb_0002

Værd at vide om HC Zagreb

Bliv opdateret på seneste nyt om torsdagens kroatiske Champions League-modstander.

Håndbold i verdensklasse