Bliv klogere på onsdagens modstander i EHF Champions League.
- I den sidste kamp før afrejsen til Aalborg bekræftede Dinamo Bucuresti i søndags en tydeligt opadgående formkurve ved at vinde lokalopgøret i den rumænske liga mod CSM Bucuresti med hele 35-17. Stregspilleren Miklos Rosta blev topscorer med otte mål på ni skud. Efter seks runder er mesterholdet på andenpladsen via fire sejre og to nederlag.
- Den serbiske landsholdsmålmand Vladimir Cupara har kun fået beskeden spilletid for Dinamo Bucuresti i EHF Machineseeker Champions League (CL) i denne sæson, men i søndagens storsejr brillerede han ved at afværge 21 af 38 afslutninger – en sjældent høj redningsprocent på 55.
- Vladimir Cupara har hidtil i CL stået i skyggen af Ionut Iancu (se længere nede i teksten), og det samme gælder Dinamos nyerhvervelse Samir Bellahcene, der for nylig af personlige årsager er stoppet på det franske landshold. Bellahcene var i 2024 med til at besejre Danmark i EM-finalen.
- Publikum i Sparekassen Danmark Arena kan med stor sandsynlighed se frem til et gensyn med Miguel Martins, der som bekendt slog sine folder hos Aalborg Håndbold i sidste sæson. Den portugisiske landsholdsspiller måtte desværre stoppe kapitlet i Aalborg i utide på grund af en skulderskade, der krævede operation, men i søndags fik Miguel Martins endelig sin debut for Dinamo Bucuresti, og han bidrog til storsejren med en scoring og fire assists.
- Dinamo Bucuresti er efter fire CL-runder endnu ikke kommet på pointtavlen, men det var sensationelt tæt på at lykkes i sidste uge på udebane mod Füchse Berlin. Det undertippede rumænske hold var i front i en stor del af kampen, og det lignede pointdeling, da Miklos Rosta udlignede til 31-31 otte sekunder før tid, men i sidste sekund fik Füchse Berlin efter video-gennemgang tilkendt et straffekast, som Tobias Grøndahl udnyttede og sikrede Füchse sejren på 32-31.
- Den ukrainske højre fløj, Andrii Akimento, blev topscorer for Dinamo Bucuresti i CL-kampen i Berlin med syv mål på otte forsøg. Tre spillere – den montenegrinske højre back Branko Vujovic, den brasilianske venstre back Haniel Langaro og den ungarske streg Miklos Rosta – tegnede sig alle for fem scoringer.
- Dinamo Bucurestis Ionut Iancu vandt målmandsduellen mod Füchse Berlin ved at præstere 13 redninger og er efter fire CL-runder nummer fem på ranglisten over keepere med flest redninger. Den samlede redningsprocent for Ionut Iancu er opgjort til 29,77. I top ligger Emil Nielsen, Barcelona, med 36,97 foran Ignacio Biosca, Nantes, med 34,88. På en flot tredjeplads følger Aalborg Håndbolds Fabian Norsten med en redningsprocent på 34,43 – takket være 21 redninger på 61 skud. Også kollegaen Niklas Landin hævder sig fint med 29 redninger på 102 skud, svarende til en redningsprocent på 28,43. Landin var ikke med i premieren mod Veszprém, hvor Norsten stod fremragende.
- Også i hjemmekampen mod Veszprém i tredje CL-runde var Dinamo Bucuresti på færten af point. Holdet førte 22-20 efter 43 minutter, men måtte sluttelig bøje sig 27-30.
- Robert Militaru er en vigtig brik i Dinamo Bucurestis defensiv, men i to af holdets fire CL-kampe i denne sæson har den 31-årige rumæner måttet forlade banen i utide på grund af diskvalifikation. I premieren mod Sporting fik Robert Militaru direkte rødt efter kun fem minutter, mens han i opgøret mod Füchse Berlin blev præsenteret for det røde kort efter tre udvisninger.
- 30-årige Haniel Langaro spillede fire sæsoner i Barcelona før skiftet til Dinamo Bucuresti, og i sin sidste kamp for Barcelona var han med til at besejre Aalborg Håndbold 31-30 i CL-finalen i 2024.
- Det skorter ikke på erfaring hos Dinamo Bucurestis nye cheftræner i denne sæson, Paulo Pereira. Den 60-årige portugiser har haft ansvaret for klubber i Portugal, Spanien, Rumænien, Tunesien, Kuwait og Angola, men er mest kendt for sit virke med Portugals fremgangsrige landshold, som han har stået i spidsen for siden 2019.
- Frederik Ladefoged er den eneste danske spiller hos Dinamo Bucuresti. Den 29-årige streg, der rager godt i vejret med sine 201 cm, har hidtil scoret tre gange i denne sæsons CL. Tidligere i karrieren har Frederik Ladefoged optrådt for barndomsklubben TTH Holstebro, Skanderborg, Sønderjyske og Bergischer HC. Staben omkring Dinamos trup tæller også – som tidligere omtalt på hjemmesiden – et dansk islæt i skikkelse af den fysiske træner Thomas Torabi, der har været træner for Aalborg Håndbolds U18-hold.
- Onsdagens CL-kamp i Sparekassen Danmark Arena fløjtes i gang kl. 18.45 af det østrigske dommerpar Denis Bolic og Christoph Hurich. Begge er 37 år, og parret var i aktion ved VM 2025, men er ikke blandt de nominerede dommere til EM 2026. Denis Bolic har selv spillet international håndbold som venstre fløj på det østrigske hold Aon Sivers.
- Er du forhindret i at se kampen fra tribunerne, kan opgøret også ses direkte på DR2 med optakt fra kl. 18.35.