pokal header web august 2025

Værd at vide om DM-semifinalerne

Bliv klar til de kommende opgør mod TTH Holstebro med en række spændende facts og skæve vinkler på kampene.

  • Det er niende sæson i træk, at Aalborg Håndbold har kvalificeret sig til DM-semifinalerne – hvis man medregner 2019-2020, hvor coronaen stoppede sæsonen med to spillerunder tilbage af grundspillet.

    Stillingen på det tidspunkt afgjorde medaljefordelingen – med guld til os.

    Semifinalerne glippede senest for os i 2015-2016, hvor vi måtte nøjes med tredjepladsen i slutspilspuljen. I alt har vi (AaB Håndbold/Aalborg Håndbold) kvalificeret os til semifinalerne 15 gange, hvilket i dette århundrede kun overgås af GOG, der har nået semifinalerne 18 gange. TTH Holstebro er i semifinalerne for 8. gang.

  • Vi har i denne sæson løst billet til semifinalerne via en førsteplads i både grundspillet og slutspilspuljen. For TTH Holstebro er vejen til semifinalerne gået via en syvendeplads i grundspillet og en andenplads i slutspilspuljen, hvor holdet undervejs overhalede sidste sæsons DM-finalist Fredericia og samtidig holdt Bjerringbro-Silkeborg bag sig.

  • I denne sæsons grundspil har vi vundet begge kampe mod TTH Holstebro – i begge tilfælde efter at have været bagud med 3 mål ved pausen! I oktober vandt vi 36-33 i Holstebro, hvor hjemmeholdet førte 17-14 ved pausen, og i marts tog vi på hjemmebane stikket hjem med cifrene 30-29 efter pauseføring til gæsterne på 17-14. Vi har i ligasammenhæng vundet de seneste otte kampe mod TTH Holstebro, der senest slog os i november 2020 (33-31 i Holstebro).

  • TTH Holstebro er inde i en god formkurve med kun 1 nederlag i de seneste 11 ligakampe. I onsdags afsluttede holdet slutspillet med 29-29 på udebane mod Bjerringbro-Silkeborg, der førte 29-26, da der manglede 42 sekunder! TTH Holstebro sparede Edwin Aspenbäck i denne kamp og spillede bredere end normalt med spilletid til forholdsvis uprøvede navne som Emil Hansen, Krister Midtflå, Simon Kirkegaard og Rasmus Sandholm, der alle kom på scoringslisten.

  • Det er første gang, Aalborg Håndbold og TTH Holstebro mødes i DM-semifinalerne. I 2021 tørnede de to klubber sammen i slutspilspuljen, hvor begge indbyrdes kampe blev vundet af udeholdet. TTH Holstebro vandt puljen foran Aalborg Håndbold, men siden løb vi med guldet, mens TTH Holstebro måtte tage til takke med fjerdepladsen.

  • TTH Holstebro og Skjern Håndbold har stået for en sjælden bedrift ved at kvalificere sig til semifinalerne via 7. og 8. pladsen i grundspillet. Noget lignende er ikke sket siden 2008-2009, da Team Tvis Holstebro og GOG præsterede kunststykket. Team Tvis Holstebro besejrede sluttelig GOG i bronzekampen, mens KIF Kolding vandt guld med finalesejr over FCK Håndbold. AaB Håndbold vandt grundspillet, men blev kun nr. 3 i slutspilspuljen.

  • TTH Holstebro, der indtil juni 2016 hed Team Tvis Holstebro, er et elitesamarbejde mellem klubberne HH 90 og Tvis KFUM, der blev etableret i 2000. I 2020 blev det kvindelige og mandlige hold adskilt i hver sin klub. Herreholdet har hjemmebane i Gråkjær Arena, hvor der er plads til 3.250 tilskuere. Hjemmekampene i denne sæson har i gennemsnit samlet 2.281 tilskuere, hvilket er tredjeflest i ligaen – efter Aalborg Håndbold (5.104) og Skjern Håndbold (2.928).

  • TTH Holstebro har endnu til gode at vinde det danske mesterskab, men klubben markerede sig i en lang periode i toppen og erobrede DM-sølv i 2016, krydret med bronzemedaljer i 2009, 2012, 2014 og 2020. I 2021 blev det som nævnt til en fjerdeplads, men i de tre efterfølgende sæsoner glippede slutspillet for TTH Holstebro, der både i 2022 og 2024 måtte ud i afgørende kvalifikationskampe, hvor det lykkedes at bevare ligastatus med sejre over henholdvis HØJ Elite og Skive.

  • Den primære bagkæde hos TTH Holstrebro – svenske Edwin Aspenbäck, danske Thomas Damgaard og norske William Aar – har tilsammen tegnet sig for næsten halvdelen af holdets scoringer i denne sæson. William Aar, der tidligere har optrådt for Aarhus Håndbold og Ribe-Esbjerg, fører an med 177 mål, fulgt af Edwin Aspenbäck med 155 og Thomas Damgaard med 140. Edwin Aspenbäck er samtidig den spiller i ligaen, der har lagt op til flest mål. Han er noteret for 142 assists.

  • 24-årige Edwin Aspenbäck er i denne sæson kommet til TTH fra Hammarby på en 3-årig kontrakt, men trods succes på banen blev omstillingen fra Stockholm til Holstebro så svær, at han ønskede at komme videre, og klubben har solgt ham til Rhein-Neckar Löwen, som han tørner ud for i næste sæson. Som ny højre back har TTH Holstebro hentet den unge islænding Johannes Berg Andrason.

  • Thomas Damgaard, 25, har gjort det så godt som playmaker for TTH, at han tidligere i denne måned fik debut på A-landsholdet i Euro Cup-kampene mod Norge og Sverige.

  • Den 28-årige nordmand Kevin Gulliksen brillerer ofte med sin hurtighed i kontraspillet og sine afslutninger på højre fløj. Han har tegnet sig for 115 ligascoringer for TTH Holstebro i denne sæson, men vender til sommer hjem til Norge og sin tidligere klub Elverum, hvor han beskrives som verdens kjappeste (hurtigste).

  • Magnus Bramming har legendestatus i TTH Holstebro, som han har repræsenteret siden 2012 og opnået 536 kampe som markant klubrekord. Den 34-årige venstre fløj har spillet 18 landskampe og var med til at vinde VM-guld i Egypten i 2021.

  • John Mikkelsen, 58, har været en synlig og dynamisk direktør for TTH Holstebro siden 2016. Som spiller opnåede han over 400 kampe for Tvis KFUM. John Mikkelsen var med til at etablere Team Tvis Holstebro i 2000 og var klubbens første sportschef, hvorefter han blev talentansvarlig for det nyoprettede Holstebro Elitesport. Direktørposten i TTH Holstebro var 2000-2006 og 2008-2010 besat af Poul Madsbjerg, der efterfølgende virkede som salgschef og kommunikationsansvarlig i Aalborg Håndbold fra klubbens etablering i 2011, indtil han gik på pension i 2017.

  • Kontinuitet er et nøgleord for TTH, der i sine 32 hidtidige ligakampe i denne sæson har haft 7 gengangere på holdkortet – Sander Heieren, Thomas Damgaard, William Aar, Kevin Gulliksen, Miha Zwizej, Frederik Bjerre og Sebastian Ørum. Hos Aalborg Håndbold har kun 3 spillere været med i alle kampe – Fabian Norsten, Felix Möller og Simon Hald.

  • Aalborg Håndbold er det mest scorende hold i ligaen, men målene fordeler sig bredt, og vores topscorer, Thomas Arnoldsen, er med sine 118 træffere “kun” nr. 28 på ligaens topscorerliste. Vores øvrige målscorere har været Jack Thurin 102, Aleks Vlah 99, Sebastian Barthold 89, Felix Möller 81, Kristian Bjørnsen 72, Marinus Munk 74, Mads Hoxer 71, Buster Juul 67, Lukas Nilsson 63, Miguel Martins 47, Simon Hald 46, Patrick Wiesmach 41, Martin Larsen og Sander Sagosen begge 21, René Antonsen 16, Niklas Landin 7, Henrik Møllgaard 5 og Fabian Norsten 1.

  • Niklas Landin er i spidsen for ligaens keeper-rangliste med en redningsprocent på 31,3 foran Fredericia-målvogteren Sebastian Frandsen med 31,1. Landins makker i Aalborg Håndbold, Fabian Norsten, besætter syvendepladsen med 29,8 procent. Hos TTH Holstebro ligger Sander Heieren og Frank Mikkelsen lidt lavere med redningsprocenter på henholdsvis 28 og 27. Sander Heieren skifter i næste sæson til Fredericia, hvor målmandsposten i TTH Holstebro besættes af Frank Mikkelsen og Rasmus Henriksen, der siden oktober 2024 har været sygemeldt med stress, samt U18-landsholdskeeperen Frederik Møller, der lejes af GOG.

  • For Arnor Atlason bliver DM-semifinalerne en speciel konfrontation mellem hans nuværende og tidligere klub. Den nu 40-årige islænding var i to sæsoner, 2016-2018, en kløgtig bagspiller for Aalborg Håndbold og bidrog bl.a. til DM-guldet i 2017, hvorefter han fortsatte i klubben som assistenttræner og i fem sæsoner, 2018-2023, arbejdede sammen med cheftræner Stefan Madsen i et succesrigt makkerskab, der bl.a. stod bag DM-titlerne i 2019, 2020 og 2021. Nu er Arnor Atlason på anden sæson cheftræner for TTH Holstebro, der under hans virke har forbedret sig mærkbart. I trænerrollen nyder han gavn af erfaringerne fra en lang og flot karriere som spiller, hvor han udover Aalborg Håndbold optrådte for Akureyri, Magdeburg, FCK Håndbold, AG København, Flensburg-Handewitt og Saint-Raphael samt opnåede 200 landskampe for Island med OL-sølv i 2008 og EM-bronze i 2010 som højdepunkter. Sideløbende med hvervet i TTH Holstebro har Arnor Atlason siden sommeren 2023 været assistenttræner for det islandske landshold.

  • Arnor Atlason har i trænerteamet i TTH Holstebro selskab af to andre tidligere Aalborg-spillere, assistenttræner Jacob Hessellund og målmandstræner Søren Rasmussen. Jacob Hessellund var venstre fløj i Aalborg Håndbold 2011-2012 og 2017-2018, mens Søren Rasmussen vogtede målet for AaB Håndbold 2003-2010, hvor han satte punktum med vores første DM-titel.

  • Den første DM-semifinale mellem Aalborg Håndbold og TTH Holstebro fløjtes i gang søndag kl. 16 i Sparekassen Danmark Arena af dommerparret Lars Hansen og Nicklas Pedersen. Første akt af den anden semifinale mellem GOG og Skjern Håndbold spilles søndag kl. 14 i Arena Svendborg med Mik Trustrup og Mads Hansen som dommere.
HHD_8203

Klasseforskel da Fredericia blev besejret

Aalborg Håndbold havde lørdag eftermiddag ingen problemer med at besejre gæsterne med 38-20 i Sparekassen Danmark Arena. Buster Juul og Juri Knorr topscorere med hver fem mål.
thomas-jubel-sporting

Aalborg Håndbold fastholder Arnoldsen til 2029

Den eksplosive danske landsholdsspiller har sat sin signatur på en ny aftale, der betyder at han vil være at finde i Aalborg Håndbold indtil sommeren 2029.
Aalborg-Bucuresti

Praktisk information til eftermiddagens opgør mod Fredericia HK

Find praktisk info til dagens kamp i Sparekassen Danmark Arena.

Håndbold i verdensklasse