Bliv opdateret på onsdagens Champions League-modstander fra Nantes, lige her.
- I den seneste runde i Champions League (CL) blev HBC Nantes overraskende besejret 29-28 på udebane af Dinamo Bucuresti, der erobrede sine første point. Aymeric Minne blev topscorer for Nantes med fem mål, men brugte 11 skud, heriblandt en mislykket afslutning i de sidste sekunder, hvor Nantes var en spiller i overtal.
- I søndags kom Nantes tilbage på sejrskurs, da holdet på egen boldgade vandt 34-28 over Provence Aix i den franske liga, Starlique. Trioen Aymeric Minne, Nicolas Tournat og Noam Leopold delte topscorerværdigheden hos Nantes med hver syv træffere, mens den spanske målmand Ignacio Biosca bidrog med 16 redninger. Efter 11 runder er Nantes på andenpladsen via ni sejre og to uafgjorte kampe. I front ligger mesterholdet Paris Saint-Germain med maksimumpoint. De to tophold tørner sammen i Nantes 18. december.
- Valero Rivera var på grund af en skade ikke med, da vi 22. oktober vandt 28-27 i Nantes, men i de sidste par kampe har den 40-årige spanske venstrefløj været tilbage på banen. Han stopper efter denne sæson sin flotte karriere, hvor han bl.a. har vundet VM-guld i 2013 og EM-guld i 2018.
- Den 23-årige schweiziske venstrefløj Noam Leopold er efter otte CL-runder topscorer for Nantes med 40 mål, tæt fulgt af Aymeric Minne med 38. Hos Aalborg Håndbold har Thomas Arnoldsen været flittigste målskytter med 43 pletskud. Øverst på topscorerlisten er Mathias Gidsel i særklasse med 77 scoringer.
- Gregory Cojean, 48, har stået i spidsen for Nantes siden 2022, og undervejs er kontrakten forlænget til 2028. Den 48-årige cheftræner har haft forskellige roller i klubben siden 2005.
- Skjern Håndbolds nuværende førstekeeper, Christoffer Bonde, skifter til Nantes i næste sæson på en 3-årig kontrakt. – Hans fysik, modenhed og imponerende stabilitet gør ham til den ideelle forstærkning, lød det fra Nantes-præsidenten Gaël Pelletier, da engagementet blev offentliggjort. Klubben har god erfaring med dansk blod mellem stængerne, idet Emil Nielsen vogtede målet for Nantes fra 2019 til 2022, hvorefter han skiftede til Barcelona. Christoffer Bonde havde egentlig kontrakt med Skjern til 2027, men Nantes købte ham fri via en frikøbsklausul.
- Udover Christoffer Bonde får Nantes i næste sæson tilgang af den ukrainske venstreback Ihor Turchenko fra Limoges, den spanske højreback Imanol Garciandia fra Pick Szeged og den bosniske højrefløj Luka Peric fra Celje. Nantes mister samtidig to franske profiler i bagkæden, playmakeren Aymeric Minne til Flensburg-Handewitt og højrebacken Julien Bos til Kielce.
- Onsdagens CL-kamp i Sparekassen Danmark Arena fløjtes i gang kl. 18.45 af det rutinerede og velanskrevne tyske dommerpar Robert Schulze og Tobias Tönnies, der bl.a. har næsten 700 bundesligakampe og over 150 CL-kampe på bagen, heriblandt flere med Aalborg Håndbold. I seks af de seneste syv sæsoner er Robert Schulze og Tobias Tönnies blevet kåret som årets dommerpar i Tyskland, og parret skal i januar 2026 i aktion ved EM.
- Opgøret onsdag er niende spillerunde i gruppespillet i denne sæsons Machineseeker EHF Champions League. Aalborg Håndbold er efter otte kampe placeret som nummer to i puljen med 13 point for seks sejre, en uafgjort og et nederlag. Füchse Berlin fører fortsat puljen med maksimumpoint, mens One Veszprém er på tredjepladsen med 10 point efterfulgt af HBC Nantes og Sporting CDP, der begge har otte point.





