Bliv klogere på de norske mestre, der er aftenens modstander i Machineseeker EHF Champions League.
I aften gælder det 11. spillerunde i Machineseeker EHF Champions League, hvor modstanderen i Sparekassen Danmark Arena er de norske mestre fra Kolstad Håndball.
- Kolstad imponerede 4. december med en sensationel hjemmesejr (28-24) i Champions League (CL) over Füchse Berlin, der var uden Mathias Gidsel, men siden har det på flere fronter været op ad bakke for de norske mestre, der er i gang med at skrue ned for udgifterne.
- I bestræbelserne på at forbedre økonomien har Kolstad siden nytår sagt farvel til to profiler, målmanden Andreas Palicka og bagspilleren Simen Lyse, der begge er stoppet i klubben med øjeblikkelig virkning.
- 39-årige Andreas Palicka, der efter EM stoppede en glorværdig karriere på det svenske landshold, er tiltrådt i den nedrykningstruede bundesligaklub HSG Wetzlar og skifter i næste sæson til Füchse Berlin. Simen Lyse, der markerede sig pænt på det norske landshold ved EM med i alt 15 mål og 23 assists, har indledt et nyt kapitel i Paris Saint-Germain. Den 26-årige venstre back figurerer som Kolstads CL-topscorer i denne sæson med 46 mål.
- Udover Andreas Palicka og Simen Lyse var Kolstad ved EM repræsenteret af forsvarsspecialisten Vetle Eck Aga og stregen Martin Hovde hos Norge, mens Sigvaldi Gudjonsson figurerede i den islandske trup.
- Magnus Søndenå, 34, forlader Kolstad efter denne sæson og prøver i stedet lykken i den franske ligaklub PAUC Handball Aix. Den alsidige venstrehåndsspiller optrådte 2018-2021 for Ribe- Esbjerg.
- Kolstad oplevede mellem jul og nytår et par store skuffelser – først et hårfint nederlag til Runar efter forlængelse og straffekast i den norske pokalfinale og dernæst et liga-nederlag på 25-31 ude mod Fjellhammer.
- Efter EM-pausen led Kolstad et nyt overraskende pointtab med 29-29 ude mod Follo, men i fortsættelsen kom mesterholdet tilbage på sejrskurs med 38-28 hjemme over Kristiansand og 35-29 ude over Bækkelaget, men i lørdags skuffede Kolstad på hjemmebane med et 30-31 nederlag til Arendal. Dermed tabte holdet terræn til ærkerivalen Elverum, der efter 19 runder fører Rema 1000-ligaen med 35 point, mens Kolstad besætter andenpladsen med 31 point.
- Emre Berge lyste i lørdagens nederlag op som Kolstad-topscorer med syv træffere. Den 20-årige højre back er søn af cheftræner Christian Berge og blev født, mens faderen var spillende assistenttræner i Århus GF. Siden virkede Christian Berge med stor succes som cheftræner for Elverum og det norske landshold, hvorefter Kolstad hyrede ham i 2022.
- Et andet lyspunkt for Kolstad i lørdags var comebacket til Gøran Johannesen, der havde været ude i næsten to år med komplicerede skader i akillessenen og undervejs var indlagt i tre måneder på grund af infektion. Den 31-årige bagspiller vendte tilbage med to scoringer. Tidligere i karrieren har Gøran Johannesen haft succes i både GOG (2016-2018) og Flensburg-Handewitt (2018-2023) samt på det norske landshold, hvor han bl.a. bidrog til VM-sølv i 2017 og 2019.
- Den 31-årige målmand Nicolai Neupart er eneste danske islæt i Kolstad-truppen. I lørdagens kamp mod Arendal kom han ikke i aktion, idet islændingen Sigurjon Gudmundsson vogtede målet. 202 cm høje Nicolai Neupart spillede for Ribe-Esbjerg, TTH Holstebro, Odder og Team Sydhavsøerne, inden han i 2022 skiftede til norske Halden, hvorfra turen i 2025 gik videre til Kolstad.
- Kolstads talentfulde islandske playmaker Benedikt Oskarsson pådrog sig i lørdags en fodskade og måtte udgå af opgøret mod Arendal.
- Kolstad bliver i næste sæson genforenet med Mishels Liaba på en treårig aftale. Den 30-årige norske bagspiller optrådte for klubben 2014-2018, hvorefter han skiftede til svenske Alingsås, fulgt af en sæson i Aalborg Håndbold (2019-2020) og to sæsoner i Fredericia, mens han nu er i gang med sin fjerde og sidste sæson i svenske Önnereds.
- Onsdagens CL-kamp i Sparekassen Danmark Arena fløjtes i gang kl. 18.45 af det islandske dommerpar Svavar Petursson og Sigurdur Thrastarson. De har været EHF-dommere siden 2018, men opgaven i Aalborg bliver deres debut i CL som makkerpar. Svavar Petursson har dog dømt CL-kampe med sin tidligere makker.
- Der er endnu ganske få ledige pladser i Sparekassen Danmark Arena – find dine billetter her
- Har du ikke billet til aftenens kamp, så kan du se opgøret direkte på TV3 MAX med optakt fra kl. 18.40.





