pokal header web august 2025

Aalborg Håndbold overmatchede Ribe-Esbjerg

Vestjyderne blev sendt hjem fra Aalborg med et klart nederlag på 39-26. 19 redninger af Niklas Landin, mens Thomas Arnoldsen blev topscorer med ni mål.

Til aftenens opgør i Bambuni Herreligaen kunne cheftræner Simon Dahl byde velkommen til Alec Smit som mulig debutant, mens man fortsat måtte se bort fra skadede Patrick Wiesmach og Mads Hoxer, samt på dagen sygdomsramte Lukas Nilsson.

Fra start var det 100-kamps jubilar Niklas Landin på mål, Vetle Rønningen og Simon Hald i det centrale forsvar, Thomas Arnoldsen og Marinus Munk på backpladserne, samt Buster Juul og Kristian Bjørnsen på fløjene. I offensiven kom Sander Sagosen ind for Rønningen, mens Juri Knorr erstattede Munk.

Gæsterne fandt tidlig succes på skud fra distancen ved Karl Wallinius og Alfred Jönsson, mens trioen Sagosen, Arnoldsen og Knorr broderede sig igennem det vestjyske forsvar, så stillingen efter seks minutter var 3-3.

En redning fra Landin, samt en teknisk fejl fra gæsterne, kastede to hurtige kontratræffere af sig fra Munk, inden Knorr efter endnu en redning satte sig igennem i andenbølgen til sin tredje scoring til stillingen 7-4.

Derfor måtte Ribe-Esbjerg træner Marc Uhd efter ni minutter tage opgørets første timeout, blot for at se sit hold misbruge de tre efterfølgende angreb, blandt andet på to pragtredninger fra Landin. Desværre gjorde Simon Dahls mandskaber akkurat det samme i modsatte ende af banen, men fastholdt dog føringen på tre mål.

Defensivt var den nordjyske fysik en stor udfordring for gæsterne, der ofte mødte en solid mur i duoen Hald-Rønningen, mens Marinus Munk ligeledes fik tacklet stærkt igennem.

Anfører René Antonsen kom i spil efter et lille kvarter og kunne kort efter øge til 9-5, inden Patrick Helland Anderson minutter efter ligeledes kom ind til sine første minutter og scorede på sit første forsøg.

Landin snuppede i 19. minut sin ottende redning og målvogteren havde stor andel i, at mestrene allerede på dette tidspunkt havde opbygget en komfortabel føring på 12-7.

Tre minutter senere serverede Anderson, Knorr og Sagosen lækkerier for de 5.035 fremmødte tilskuere, da man med en stribe fikse afleveringer satte Antonsen op til sin anden scoring fra stregen.

Gæsternes Elvar Asgeirsson ramte herefter to mål i træk, så det var hjemmeholdets tur til at kalde timeout. Patrick Anderson måtte inden pausen se vestjydernes keeper Andreas Haagen snuppe to store muligheder fra klos hold, inden Arnoldsen med to fuldtræffere sikrede pauseføringen 19-13.

Fra anden halvlegs start blev Felix Möller og Alexander Blonz sendt på banen, inden Anderson og Arnoldsen begge nettede til 22-16, mens gæsternes Mathias Jørgensen fik opgørets første udvisning.

Galleri – klik for større fotos

Desværre måtte Kristian Bjørnsen kort efter gå samme vej, da dommeren vurderede at han i et returløb væltede en modstander bevidst. Det gav officiel debut til Alec Smit på højre fløj, hvorfra hollænderen kunne se Thomas Arnoldsen brage sin syvende kasse i mål til 24-18 efter 38 minutter.

Endnu en udvisning fulgte til gæsterne og kort efter var føringen yderligere to mål større, så gæsterne med 19 minutter igen atter måtte kalde timeout i forsøget på at indhente otte mål.

Det blev kort efter til debutantscoring ved Alec Smit, inden Ribe-Esbjergs Mathias Jørgensen sendte et straffekast på stolpen, så Arnoldsen kunne øge til 28-18.

Dermed var opgøret reelt afgjort og var der den mindste tvivl tilbage fjernede Landin den med sin 17. redning på aftenen, så gæsterne sammenlagt måtte gå mere end ni minutter uden scoring.

Anderson assisterede Munk med et perfekt vip til scoring til 33-19 efter 50 minutter, og inden kampens sidste 10 minutter var det eneste resterende spørgsmål hvor stor sejren ville blive.

Med yderligere seks mål satte Aalborg Håndbold en tyk streg under grebet om førstepladsen i Bambuni Herreligaen, da facit blev hele 39-26 ved slutfløjt.

Dermed har man fortsat maksimumpoint efter de første ni spillerunder, inden der lørdag aften venter en spændende topkamp på udebane mod lokalrivalerne fra Mors-Thy Håndbold.

Matchfacts Bambuni Herreligaen, 10. spillerunde

Aalborg Håndbold – Ribe-Esbjerg HH 39-26 (19-13)

Stillinger undervejs

10’ 7-4, 20’ 12-8, 30’ 19-13, 40’ 25-18, 50’ 33-19, 60’ 39-26

Målscorere Aalborg Håndbold

Thomas Arnoldsen 9, Marinus Munk 5, Juri Knorr 5, Patrick Helland Anderson 4, Sander Sagosen 3, René Antonsen 3, Buster Juul 3, Felix Möller 2, Simon Hald 2, Alec Smit 1, Alexander Blonz 1, Kristian Bjørnsen 1

Redningsprocenter Aalborg Håndbold

Niklas Landin – 42,22 (19/45)

Målscorere Ribe-Esbjerg HH

Karl Wallinius 6, Lauritz Legér 4, Alfred Jönsson 4, Elvar Asgeirsson 3, Teis Horn Rasmussen 2, Jerry Tollbring 2, Mathias Jørgensen 2, Benjamin Hallgren 1, Kasper Sjursen Syversen 1, Christian Termansen 1

Redningsprocenter Ribe-Esbjerg HH

Niklas Kraft – 16,63% (5/32)

Andreas Haagen – 8,33% (1/12)

2-minutters udvisninger

Aalborg Håndbold: 1

Ribe-Esbjerg HH: 2

5.035 tilskuere i Sparekassen Danmark Arena

Fans sporting 2

Praktisk information til aftenens dyst mod Ribe-Esbjerg HH

Find praktisk info til aftenens kamp i Sparekassen Danmark Arena.
HHD_8362

Antonsen glæder sig til onsdagens dyst

Anfører René Antonsen ser frem til at komme i aktion i Sparekassen Danmark Arena igen, når Aalborg Håndbold onsdag møder Ribe-Esbjerg HH.
Thomas_ny_jersey_2526

Seks mål af Arnoldsen i tredje danske sejr

Thomas Arnoldsen leverede seks mål, da Danmark søndag uden problemer slog Færøerne med 39-24. Læs status på alle landsholdsspillerne.

Håndbold i verdensklasse