Den nordjyske IT-virksomhed bød Aalborg Håndbolds nye målvogter velkommen ved torsdagens første træning.
I forvejen er Complea Eksklusivpartner i Aalborg Håndbold, men da muligheden bød sig for også at blive personlig sponsor for spilleren, der i sin karriere både er blevet kåret som verdens bedste spiller og verdens bedste målmand, var man ikke sen til at slå til.
– Landins præstationer og hans dedikation til sporten er imponerende. Han gør intet halvt og samtidig er der en beundringsværdig ordentlighed over ham. Sammenlagt er det et værdisæt, som Complea i al ydmyghed kan spejle sig i.
– Vi er på hver vores måde den sidste linje af forsvaret – Landin i målet og Complea med IT-sikkerheden. Samtidig gør det noget meget positivt ved sporten, ved holdet, ved byen og endda landsdelen når man kan tiltrække så dygtig en profil. Det støtter vi meget gerne op omkring, udtaler administrerende direktør Morten Hovaldt fra Complea, der torsdag eftermiddag var med på sidelinjen og bød Niklas Landin velkommen til Aalborg i forbindelse med sæsonens første træningspas.
Hos Aalborg Håndbold er der også stor glæde over den nyligt indgåede aftale.
– Ligesom Landin bliver en vigtig spiller for os på banen, så er Complea det også for os uden for banen. Som IT-leverandør til Aalborg Håndbold har vi i forvejen et særdeles godt samarbejde med Complea, og at det nu udvides med et personligt sponsorat af Niklas Landin, ser vi blot som en bekræftelse af, at der er et rigtig godt match mellem begge parter, lyder det fra Aalborg Håndbolds administrerende direktør Jan Larsen.
Niklas Landin og resten af holdkammeraterne ser nu frem til en række træninger og seks testkampe i opstartsfasen, inden første gældende kamp i Santander Cup 1/8-finalen mod TTH Holstebro den 27. august.