Aalborg Håndbolds stregspiller Simon Hald er ikke med i aftenens EM-finale, grundet den skade han blev ramt af i fredagens semifinale-sejr over Island.
Konkret er det en ujævn hjerterytme der holder stregspilleren ude af kampen..
– Det blev tidligt i morges tydeligt for mig, at jeg ikke kunne være med i finalen. Fredag aften mod Island sker der det, at jeg i en situation ryger i gulvet og mister luften og kan ikke rigtig få luften igen. Jeg kan også mærke, at hjertet begynder at slå anderles og jeg kan mærke, at hvis jeg forsøger at løbe er jeg ved at besvime. Så jeg tager i pausen fat i sundhedsstaben og ender så aftenen på sygehuset.
– Jeg får konstateret hjerteflimmer og meget høj puls, så det var ikke særlig behageligt, men jeg fik også forsikring om, at det ikke er farligt. Jeg har været på hospitalet indtil kl. 13.00 i dag søndag. Jeg har fået stød og har fået hjerterytmen normaliseret, så jeg har det rigtig godt nu og er blevet sat på blodfortyndende medicin, hvilket holder mig ude af kampen.
– Heldigvis er jeg sikker på, at jeg ret hurtigt kan være klar til at spille igen i Aalborg, siger Simon Hald søndag eftermiddag til TV2 Sporten.
Fraværet af stregspilleren betyder, at Danmark kun har anfører Magnus Saugstrup til rådighed på positionen i EM-finalen, hvorfor det forventes, at blandt andet Thomas Arnoldsen får en stor rolle i opgøret i det det centrale danske forsvar.
Simon Hald vender i løbet af den kommende uge tilbage til Aalborg Håndbold sammen med de øvrige holdkammerater der har været i aktion til EM-slutrunden. Her vil han naturligvis fortsat blive evalueret løbende af Aalborg Håndbolds medicinske stab.
Foto: EHF/Kolektiff





