Jutlander Bank har været hovedsponsor siden januar 2014 og sammen med Sparekassen Vendsyssel fusionerede de to nordjyske pengeinstitutter til Sparekassen Danmark pr. 1. september 2021.
Fusioneringen har dog ikke indflydelse på bankens engagement i Aalborg Håndbold. Det omfattende samarbejde er derimod blevet forlænget, og Sparekassen Danmark kan i løbet af den nye aftaleperiode bl.a. fejre 10-års jubilæum som hovedsponsor i klubben.
– Vi har i alle år været særdeles tilfredse med samarbejdet, og det føles helt naturligt for os at fortsætte vores store engagement i klubben. Aalborg Håndbold sikrer os en unik platform, hvor vi får en fantastisk eksponering både lokalt og nationalt såvel som internationalt. Desuden giver det os ligeledes mulighed for fortsat at tilbyde vores kunder nogle forrygende oplevelser til tophåndbold i Sparekassen Danmark Arena, og vi glæder os meget til den videre rejse, siger administrerende direktør i Sparekassen Danmark, Per Sønderup.
Hos Aalborg Håndbold er der ligeledes stor glæde over det fortsatte samarbejde.
– Jeg er selvfølgelig meget stolt og glad over, at Sparekassen Danmark forbliver hovedsponsor. Fra første dag har vi haft et rigtig godt samarbejde, hvor de har fungeret som en meget aktiv og engageret partner. Aftalen giver os desuden et solidt økonomisk grundlag, der er medvirkende til at sikre os fundamentet for, at vi fortsat kan sigte mod toppen, siger direktør Jan Larsen.
Siden 2015 har vores hjemmebane i Gigantium været navngivet Jutlander Bank Arena. Fra og med vores hjemmekamp mod TTH Holstebro lørdag 13. november skifter vores hjemmebane navn til Sparekassen Danmark Arena, hvor vi altså fremadrettet skal dele store håndboldoplevelser.