Aalborg det helt rigtige valg
I vores nye serie ‘Tæt på’ bringer vi artiklerne fra jubilæumsmagasinet og kommer tættere på vores spillere og deres hverdag i Aalborg. Ugens hovedperson er Niklas Landin. Vi håber, I vil læse med.
Niklas Landin har ikke tidligere oplevet en så velfungerende hverdag som i Aalborg Håndbold.
Det vakte opsigt i håndboldverdenen, da Niklas Landin i april 2022 meddelte, at han fra sommeren 2023 ville afbryde 11 års ophold i Tyskland og rykke 379 km nordpå sammen med sin bedre halvdel og parrets to børn for at indlede et nyt kapitel i Aalborg Håndbold.
– Jeg havde egentlig kontrakt med THW Kiel til 2025, og skiftet til Aalborg kom først på tale, da Jan Larsen henvendte sig. Vi havde på det tidspunkt familiemæssige problemer, der gjorde, at det kunne være fordelagtigt at vende hjem til Danmark, samtidig med at jeg havde en klausul i min kontrakt, der tillod mig at stoppe i 2023. Og da projektet i Aalborg lød til at være på samme niveau, som jeg oplevede i Kiel, besluttede vi at tage springet, beretter Niklas Landin.

Han er selv født og opvokset i København, og fru Liv stammer fra Svendborg, men parret havde ingen større skrupler ved at bosætte sig i Nordjylland, og efter to et halvt år i de nye omgivelser er det en storsmilende Niklas Landin, der gør status.
– I alle sammenhænge har det været den helt rigtige beslutning for os, og vi føler os heldige med, at jeg er kommet til så god og velfungerende en håndboldklub, samtidig med at hverdagen fungerer fint for hele familien. Jeg har ikke oplevet min dagligdag bedre end i Aalborg Håndbold, og klubben tilbyder så fine rammer, at det efter min overbevisning næppe overgås i Europa. Min kone fik job som farmaceut på et apotek, inden vi var flyttet herop, og begge vores børn stortrives i både skolen og fritiden. Pelle havde lidt svært ved at sige farvel til sin 2. klasse i Kiel, men fandt sig hurtigt til rette i Aalborg i en fed klasse på Klostermarksskolen krydret med håndbold i Aalborg KFUM og nye venner. For Silje har det helt igennem været en nem omstilling. Niklas Landin ser ikke beliggenheden som noget mærkbart minus.
Aalborg Håndbold er blandt de bedste klubber i verden, og jeg ville gerne være en del af et super hold, hvor jeg kunne lære meget.
– Vi har jo været vant til at bo langt væk fra familie og venner, og dem er vi faktisk kommet lidt tættere på. Eksempelvis kræver det kun en flyvetur på godt en halv time for mine forældre at besøge os. Vi kan da godt blive en smule misundelige på spillere, der har bedsteforældre lige i nærheden, men vi klager ikke og er godt tilfredse med vores tilværelse.
FAKTA
NIKLAS LANDIN
Født: 19. december i Søborg
Position: Målmand
Ungdomsspiller: KFUM København
Klubber som senior:
2006-2010 GOG
2010-2012 Bjerringbro-Silkeborg
2012-2015 Rhein-Neckar Löwen
2015-2023 THW Kiel
2023- Aalborg Håndbold – kontrakt til sommeren 2029
Debut på A-landsholdet 28. november 2008 – stoppede med OL 2024. 283 kampe, 13 mål
Højdepunkter:
Dansk mester 2007, 2024 og 2025
Tysk mester 2020, 2021 og 2023
Vinder af Champions League 2020
OL-guld 2016 og 2024
VM-guld 2019, 2021 og 2023
EM-guld 2012
Kåret til verdens bedste spiller af IHF 2019 og 2021. Eneste målmand, der er hædret to gange
Kåret til årets spiller i Danmark af Spillerforeningen 2012, 2014 og 2020
Kåret til årets landsholdsspiller i Danmark af Spillerforeningen og DHF 2014, 2020 og 2021
Kåret til årets spiller i Tyskland af Handballwoche 2021
Civilstatus: Gift med Liv. Parret har to børn, Pelle 11 år og Silje 8 år
Mere for pengene i Aalborg
– Hvordan oplever du forskellen på THW Kiel og Aalborg Håndbold?
– Respekten for Kiels logo er lidt større. Vi må i højere grad kæmpe os til respekten, men med vores præstationer i Champions League og tiltrækningskraft på internationale stjerner er vi godt på vej. Et plus for Kiel er, at de ofte fylder en hal med 10.000 tilskuere – men det kunne vi nok også have gjort i Aalborg, hvis kapaciteten havde været der.
– Forskellen på byerne Kiel og Aalborg?
– Begge byer er store inden for sport, og begge steder bliver man genkendt på gaden, hvad jeg efterhånden har vænnet mig til og finder ganske hyggeligt. I Kiel skal man ofte til Hamburg for at få store oplevelser, mens Aalborg har så meget at byde på med hensyn til eksempelvis gastronomi og events, at vi føler, at vi får mere for pengene her.
Perfekt sammensat trup
Niklas Landin ser tilbage på to et halvt år i Aalborg som en periode, der er forløbet hurtigt og positivt både på og udenfor banen.
– Jeg må indrømme, at jeg ved ankomsten var både spændt og nervøs ved at komme hjem til store forventninger i kølvandet af 11 år i Tyskland, men vores hold har udviklet sig mere, end jeg havde forestillet mig. Jeg var lidt skeptisk for fortsættelsen, da Mikkel Hansen stoppede, men vi er er jo kommet fint videre, og jeg tør godt fastslå, at vores nuværende hold er det bedste, jeg har spillet på. Sammensætningen er perfekt med lidt ældre rutinerede spillere, suppleret af unge talenter af høj klasse, og angrebsmæssigt råder vi over forskellige typer, der i højt tempo både kan afslutte udefra og bryde igennem. Vores store repertoire gør os svære at spille imod, og samtidig er truppen en velfungerende gruppe, hvor man føler sig sikre på hinanden, og hvor ingen føler sig udenfor. Det minder på mange måder om landsholdet.
Apropos landsholdet har Niklas Landin ikke fortrudt, at han valgte at stoppe efter OL-guldet i 2024.
– Efter en hård halvsæson på klubholdet er det rart at få et pusterum i januar og måske holde ferie med familien, så batterierne bliver ladet op igen. Tidligere har jeg oplevet en psykisk nedtur i marts, fordi kroppen sagde stop. Det kribler da i mig op til en slutrunde, hvor man husker tilbage på oplevelserne og sammenholdet i truppen – men det opvejes rigeligt af plusserne ved at få en kærkommen pause. Og jeg følger stadig landsholdet tæt, tilføjer Niklas Landin med særlig henvisning til lillebror Magnus Landins optræden i landsholdstrøjen.
– Hvordan ser du tilbage på dit personlige forløb i Aalborg Håndbold?
– Jeg kunne godt have undværet de to menisken-operationer i venstre knæ, der i starten af de to seneste sæsoner satte mig ud af spillet i næsten to måneder, og øjenskaden i foråret 2024 gav mig også et trist afbræk, men heldigvis går det okay med knæet, og problemerne med øjet har langsomt fortaget sig. Hvis man ser bort fra disse ufrivillige pauser er jeg tilfreds. Jeg synes, at jeg stort set har gjort det godt og leveret varen i de store kampe.

Nyder at lære fra sig
Niklas Landin betegner det som en stor fordel, at Aalborg Håndbold siden sommeren 2024 har haft Michael Bruun som fast målmandstræner.
– Jeg kender jo Michael Bruun fra landsholdet, og han giver træningen ekstra kvalitet, samtidig med at det er rart at udveksle synspunkter med en ældre rutineret keeper.
Sideløbende med sin karriere tager Niklas Landin tilløb til at give sine erfaringer videre. Sammen med Jannick Green har han stået bag nogle målmandscamps, bl.a. i Skansen i Nørresundby, og i Aalborg KFUM’s ungdomsafdeling tager han af og til en tørn som målmandstræner.
– Det er interessant at analysere målmandsspillet, og jeg har en lille sort bog, hvor jeg noterer nogle tips, som jeg en dag forhåbentlig kan give videre.
– Hvad bruger du ellers fritiden til?
– I høj grad sammen med børnene og familien. Desuden har jeg sammen med nogle venner fra København startet et lille vin-investeringsfirma, Jero, som jeg bruger en del ressourcer på.
– Er der stadig håndboldambitioner hos en mand, der har vundet alt?
– Ja! Rejsen til en titel er aldrig ens, og det fascinerer mig at være en del af et dansk projekt, hvor målet er at vinde Champions League – og hvor vi har en realistisk chance for at gøre det.
– Hvor længe regner du med at spille?
– Jeg regner ikke med noget. Det kan hurtigt gå ned ad bakke. Men jeg håber da at spille i mange år endnu.
– Bliver det et langt kapitel i Aalborg?
– Det kan jeg ikke svare på. Mange faktorer spiller ind – eksempelvis jobmulighederne for min kone, der har bakket mig op i en snes år. Nu er det nok snart hendes karriere, der kommer i første række.
Seks skarpe til Niklas Landin
– Din største oplevelse med landsholdet?
– OL-guldet i 2016 – fordi det var vores første olympiske titel, og fordi vi for første gang slog Frankrig i en vigtig kamp. Det var crazy.
– Din største oplevelse på klubplan?
– Champions League med Kiel i 2020 er min største titel, men på grund af coronaen var det stemningsmæssigt lidt af en fuser, så jeg vil vælge min sidste bundesligasæson, 2022-2023, der bød på en række store kampe og personlig succes, således at jeg fik sat et perfekt punktum efter otte gode år i Kiel.
– Din største oplevelse hidtil med Aalborg Håndbold?
– Da vi kvalificerede os til Final4 i 2024 ved at eliminere Veszprém, der var udråbt som favoritter til at vinde Champions League. Returkampen i Sparekassen Danmark Arena foregik i en elektrisk stemning, der kan måle sig med, hvad jeg oplevede foran 10.000 tilskuere til store kampe i Kiel.
– Din bedste kamp nogensinde?
– Svært at sige. Heldigvis har jeg stået mere end én god kamp. Men EM-finalen i Serbien mod værtsnationen i 2012 står skarpt i erindringen, og det samme gør en klar udesejr i Champions League mod Vardar Skopje. Begge gange lykkedes det at tage stikket hjem på en vild udebane.
– Skal dine børn spille håndbold?
– Det må de selv om. Pelle spiller lige nu med stor iver, heldigvis ikke som målmand, for jeg kan forestille mig, at det ville være irriterende at blive sammenlignet med farmand. Silje har gået til håndbold, men foretrækker nu springgymnastik og klaver, hvor hun allerede er bedre end mig.
– Hvad laver du om 10 år?
– Så er jeg keepertræner for talenterne i Danmark.





