Værd at vide om Paris Saint-Germain

Læs seneste nyt om onsdagens modstander i åbningsrunden i denne sæsons EHF Champions League.

  • I sæsonpremieren i den bedste franske liga, Starligue, vandt Paris Saint-Germain (PSG) i fredags på udebane 32-29 over Chambery Savoie. Kamil Syprzak blev topscorer for PSG med seks mål, mens Emil Mellegård, Luc Steins og Frederik Ladefoged alle scorede fire gange.
  • De to danske spillere i PSG-truppen bidrog mærkbart til premieresejren i den hektiske slutfase. Mikkel Løvkvist afløste Rodrigo Corrales mellem stængerne otte minutter før tid og lagde ud med tre vigtige redninger, hvorefter Frederik Ladefoged øgede til 29-27 med sit fjerde mål. Den nyindkøbte stregspiller roses på klubbens hjemmeside for sin indsats i både forsvar og angreb.
  • Cheftræner Stefan Madsen glædede sig efter sæsonpremieren primært over, at en svær udekamp resulterede i to point. – Det vigtigste var, at vi forblev rolige og stod sammen. Vi viste, hvilken type hold vi er. Nu ser jeg frem til Champions League og er spændt på, hvordan vi vil klare os. Men vi er klar, fastslog Stefan Madsen til klubbens hjemmeside. I CL-premieren vender træneren tilbage til sin mangeårige hjemmebane mindre end tre uger efter, at vi besejrede PSG 36-34 i den sidste preseasonkamp.
  • Ligesom Aalborg Håndbold har PSG fornylig vundet den hjemlige Super Cup. I en højdramatisk og målfattig affære i Aix-en-Provence erobrede PSG trofæet med en 21-20 sejr over Montpellier, der ellers førte 12-8 ved pausen.
  • Mikkel Løvkvist fik en stor del af æren for Super Cup triumfen, idet han præsterede 12 redninger og blev noteret for en redningsprocent på 38. Den 24-årige danske keeper kom til klubben fra Bjerringbro-Silkeborg i 2025 og har forlænget sin kontrakt til 2029.
  • Luka Karabatic passerede med Super Cup titlen Mikkel Hansen som den mest vindende PSG-spiller nogensinde. Den 38-årige anfører, der stopper karrieren i 2027, har siden sin ankomst i 2015 været med til at erobre 22 trofæer, heraf 11 på stribe i den hjemlige liga. I de ni første sæsoner i PSG spillede han sammen med storebror Nikola Karabatic, der lagde håndboldskoene på hylden i 2024.
  • Den egyptiske højre back, Yahia Omar, bebuder, i en artikel i Handnews.fr, at PSG bliver stærkere i denne sæson, og at målet er at vinde alle titler, også CL. – Jeg ved, at dette hold kan slå alle, lyder det fra Yahia Omar, der i sidste sæson scorede 96 gange i CL som klubbens næstbedste målskytte, kun overgået af Elohim Prandi med 120 pletskud.
  • PSG har længe haft ambitioner om at blive en europæisk magtfaktor, men på den aktuelle rangliste, som EHF har udarbejdet på baggrund af de tre seneste sæsoners europæiske resultater, må de franske mestre nøjes med 12. pladsen. Aalborg Håndbold er nummer fire på listen, der har Barca i front, fulgt af Magdeburg og Füchse Berlin. Efter Aalborg Håndbold følger Flensburg-Handewitt, THW Kiel, ONE Veszprém, HBC Nantes, Montpellier, Sporting og OTP Bank Pick Szeged i nævnte rækkefølge.
  • PSG har besejret os i vores tre foregående CL-konfrontationer i Aalborg, senest 32-30 i december 2023, hvor Lukas Nilsson var vores klart førende målskytte med 10 træffere – på 10 skud! Der var yderligere syv aktører med fra vores nuværende trup – Niklas Landin, Fabian Norsten, Mads Hoxer, Thomas Arnoldsen, Marinus Munk, Simon Hald og Patrick Wiesmach. Hos PSG førte to aktuelle profiler, Elohim Prandi og Luc Steins, an med hhv. seks og fem mål. Truppen talte fire andre spillere fra det nuværende mandskab – Luka Karabatic, Kamil Syprzak, Ferran Solé og Wallem Peleka. Den aktuelle trænerduo hos PSG, Stefan Madsen og Henrik Møllgaard, optrådte dengang i Aalborg-lejren som hhv. cheftræner (med Simon Dahl som assistent) og forsvarskrumtap.
  • Skarpskytten Elohim Prandi er i gang med sin syvende sæson i træk i PSG, men rygtes til Wisla Plock, når hans kontrakt udløber i 2028. Den 28-årige venstre back kom til PSG fra Nimes i 2020. Han har i flere år været en markant figur på det franske landshold og bidrog stærkt til EM-guldet i 2024.
  • Ved den seneste landskampstermin i maj var PSG repræsenteret af otte spillere – Karl Konan og Wallem Peleka hos Frankrig, Kamil Syprzak hos Polen, Luc Steins hos Holland, Simen Lyse hos Norge, Sebastian Karlsson hos Sverige, Mateo Maras hos Kroatien og Yahia Omar hos Egypten. Normalt ville også Elohim Prandi være selvskreven i den franske trup, men han var skadet på det tidspunkt.
  • Onsdagens CL-premiere i Sparekassen Danmark Arena fløjtes i gang kl. 18.45 af det meget rutinerede og velanskrevne tyske dommerpar Robert Schulze og Tobias Tönnies, der begge er 43 år og har dømt sammen i 27 år! Parret kan se tilbage på et væld af internationale opgaver og har adskillige gange dømt Aalborg Håndbold i CL. Hjemme i Tyskland er de kåret som årets dommerpar i de seneste seks sæsoner.
  • Læs mere om PSG lige her.
Jubel_supercup26

Aalborg Håndbold og Oddset forlænger og udvider samarbejdet

Aalborg Håndbold og Danske Spils Oddset bygger videre på samarbejdet med en ny aftale frem til 2029.
Sydbank grafik (1)

AL Sydbank-puljen uddeler igen billetter til velgørende formål

Også i denne sæson kan velgørende organisationer i Nordjylland søge billetter til Aalborg Håndbolds hjemmekampe.
billede - 20260905-162051-146c838e_7726

Storspil af Landin og Knorr grundlagde vigtig sejr

Aalborg Håndbold rejste sig flot på udebane mod Skjern Håndbold, der lørdag eftermiddag blev besejret 30-33. 14 redninger af Niklas Landin, samt fem mål og syv assists fra Juri Knorr.

Håndbold i verdensklasse