Efter fredagens EM-semifinaler står det klart, at Juri Knorr, Mads Hoxer, Simon Hald og Thomas Arnoldsen alle er med når EM-finalen spilles søndag aften.
Fredagens første EM-semifinale stod mellem Tyskland og Kroatien, en kamp hvor Juri Knorr fik en stor rolle med næsten 50 minutters spilletid.
Første halvleg var en tæt affære mellem de to mandskaber, der på måltavlen fulgtes ad med skiftende føringer undervejs.
Foto: EHF/Kolektiff
Knorr nettede tre gange inden pausen, hvor tyskerne efter 30 minutter førte 15-13.
Først efter 36 minutter var der etableret en føring på seks mål, og til trods for en stærk slutspurt af kroaterne kunne Tyskland sikre pladsen i EM-finalen med en sejr på 31-28.
Juri Knorr endte med fire scoringer og seks assists i opgøret.
Overfor Knorr kommer til at stå flere velkendte ansigter i EM-finalen, i det Danmark efterfølgende i sin semifinale besejrede Island.
Opgøret blev en tæt og spændende affære, hvor de tre Aalborg-spillere alle havde vigtige roller.
Først halvleg var en meget jævnbyrdig affære, hvor danskerne flere gange var bagud.
Kort før pausen kom man i front 14-13, hvilket også var stillingen efter 30 minutter.
Desværre måtte Simon Hald udgå med en uspecificeret skade og deltog ikke i anden halvleg, hvorfor Thomas Arnoldsen defensivt endte på en noget uvant plads i midtblokken – en opgave der dog blev løst flot.
Man skulle frem til de sidste 10 minutter af kampen inden Danmark fik etableret en føring på tre mål, hvilket viste sig afgørende, da sejren endte på 31-28.
Arnoldsen blev noteret for to scoringer og tre assists, mens Hoxer bidrog med en scoring og en assist, der dog begge faldt på kritiske tidspunkter i opgøret.
Status på Simon Halds skade er endnu ukendt forud for søndagens EM-finale, der spilles kl. 18.00 i Boxen i Herning.
I kampen om 5. og 6. pladsen, hvor en direkte billet til VM-slutrunden var på højkant, måtte Felix Möller og Sverige se sig slået 36-35 af Portugal efter stillingen 16-16 ved pausen.
Möller bidrog med to scoringer på tre forsøg, mens Fabian Norsten atter var henvist til tilskuerpladserne og ikke fik spilletid.





